Don’t Tell It, Show It. Denne lære er på én gang meget slidt og meget brugbar.
For Forsman & Bodenfors er det en Grand Prix-vindende formel, som i 2014 gav dobbelt-gevinst i Cannes Lions med The Epic Split for Volvo Trucks – en kulmination af en hel serie af filmede produktfordele.
Nu følger så fordelen ved at skifte de konventionelle fødevarer ud med et komplet sortiment af økologiske varer. Med Coops venlige mellemkomst.
Virkemidlerne er på én gang enkle og overraskende.
Volvo Trucks blev mixet med Jean-Claude Van Damme og Enya, og en BtB-kommunikation blev til et globalt hit.
I Coop-casen håndterer man økologien helt klinisk – og dermed en slående kontrast til økologi-debatten, der er præget af stærke og følelsesladede holdninger.
Casen har ikke alene fået enorm opmærksomhed – alene på YouTube med 5,5 mio. visninger – men også fået juryens ord i Cannes Lions for at være en helt enestående PR-case.
I to uger spiste en svensk familie på fem personer udelukkende økologisk. Det havde de ikke gjort før, fordi det var for dyrt.
Urinprøver fra familien viste store mængder af især insektmidler, svampemidler og stråforkortningsmidler – velbekomme, men oven på de 14 dage var næsten alle pesticiderne væk.
Ikke så episk som Volvo Trucks, men ikke mindre effektfuldt og overbevisende.
Det er Sveriges anden Grand Prix – indtil videre – i årets Cannes Lions. Det første faldt mandag aften til The Swedish Number for WPP-bureauet Ingo og VisitSweden.
https://www.youtube.com/watch?v=oB6fUqmyKC8