Glæden over en gevinst ved Advertising Effectiveness Award kan næppe være andet end blandet for Rosenstand & Kyllebæk, der i onsdags vandt for kunden, Ikano Bank. For samtidig har man mistet kunden.
Ikano Bank har netop afholdt en bureaukonkurrence, hvor Rosenstand & Kyllebæk ganske vist deltog – men uden at vinde. Det gjorde derimod TBWA.
”Vi har den grundholdning, at vi en gang hvert andet år mærker efter, om vi har de rigtige samarbejdspartnere på vores kommunikation. Det sker ikke i utilfredshed med de nuværende bureauer, men på vegne af vores ejere: Har vi holdet, der med den rette sparring, kan medvirke til fortsat fremdrift,” siger Peter Stuhr, der er salgs- og marketingdirektør hos Ikano Bank.
Bureauskiftet falder sammen med, at effekten af jeres hidtidige bureaus arbejde er blevet dokumenteret – og hyldet …
”På den måde kan man sige, at et godt samarbejde med Rosenstand & Kyllebæk stopper på toppen. Og med AEA-prisen bliver der lagt en venlig, men bestemt presbold på vores kommende bureau: Det hér er niveauet,” siger Peter Stuhr.
Han oplyser, at banken inviterede 6-7 bureauer til konkurrence, og ”en håndfuld” takkede ja til at deltage.
”Vi kiggede bl.a. på generelle referencer, på det stillede hold, og på evnen til at føre vores ambitioner ud i livet – samt at konceptet kunne afvikles på mange platforme, altså ikke kun massekom, men også i den digitale verden,” siger Peter Stuhr.
Her talte det ifølge Peter Stuhr med, at TBWA har de digitale kompetencer inhouse – med mindre koordination fra Ikano Banks side til følge.
Hos TBWA er man “meget stolt” over at have vundet kunden. Lennart Christensen, COO i TBWA, siger:
”Denne pitch har betydet rigtig meget for os, og vi har givet alt, hvad vi havde i os, for at Ikano Bank skulle tage en beslutning, som faldt ud til vores fordel. Ikano Bank er en drømmekunde, som står i en utrolig spændende situation, og vi anerkender 100 pct. de effektivitetsresultater, der er skabt med den nuværende platform. Det er et stærkt udgangspunkt, som vi vil bygge videre på.”
Det jævnlige eftersyn af bureausamarbejder betød for nylig også et farvel til mediabureauet gennem mange år, Starcom, til fordel for PHD.
Ikano Banks dialogbureau er RelationshusetGekko, der for nylig vandt bronze ved Echo Awards med netop en Ikano Bank-case. Her er der ifølge Peter Stuhr ingen nærtstående planer om at revurdere samarbejdet.