Fra 1. april kører DDB delvist på vandkraft. Kæden har nemlig vundet Vattenfall – energikoncernen, der er ejet af den svenske stat, og som henter en femtedel af sine strøm fra vandkraft.
DDB vandt budgettet i konkurrence mod Lowe, TBWA, Saatchi & Saatchi og Euro RSCG. Konkurrencen – og vinderen i DDB – betød samtidig et farvel til Lowe Brindfors, McCann Erickson og hollandske N=5.
Budgettet kommer til at blive håndteret fra DDB Stockholm med afdelinger i Tyskland, Holland, Finland, Belgien, Polen, Storbritannien … og Danmark.
Vattenfall benyttede også lejligheden til at vælge nyt mediabureau: Her er OMD blevet skiftet ud til fordel for nordiske IUM.
“Vores budget var hidtil delt mellem flere ledende bureauer, men nu har vi besluttet at konsolidere indsatsen i et samarbejde med DDB og IUM. Som vores nye partnere skal de være med til at skabe et internationalt brand med et europæisk fokus og til at styrke båndene mellem forskellige markeder – og samle vores kommunikation,” siger Vattenfalls kommunikationsdirektør, Elizabeth Ström, til Campaign.