Selvom baggrunden er dyster, så kan man godt se lyst på mulighederne, når man gør noget, der forekommer rigtigt.
Mediegruppen og Stærk Reklamebureau i Vejle er flyttet sammen – faktisk så meget at man godt kan tale om en fusion. Men når de selv vælger at tale om at flytte sammen, så hænger det sammen med, at de vil fortsætte med hver deres forretning. Det primære sigte er at spare driftsomkostninger og kunne trække på hinandens kompetencer.
“Mange bureauer har oplevet svære tider i de senere år. På denne måde skærer vi et par millioner af de faste omkostninger og samtidig kan vi mere sammen end hver for sig. Det er en model, vi reelt lige så godt kunne have bragt i spil her i Vejle for flere år siden,” siger Jacob Ejs.
Og sigter dermed til den noget dystre baggrund. Mediegruppen har selv haft et par trange år, men er kommet i smult vande igen. Stærk Reklamebureau har været igennem en konkurs, men har nu afleveret et regnskab med et fornuftigt overskud for 2012 på 1,18 mio. kr. ud af en estimeret bruttoavance på ca. 5 mio. kr. Regnskabet er for ca. 9 måneder.
Regnskabet havde dog den kedelige oplysning, at fortsat drift var afhængig af etableringen af en driftskredit. Derfor er likviditet en central faktor i konstellationen, konstaterer Jacob Ejs – og desuden forklaringen på den måde fællesskabet bliver etableret på.
Stærk Reklamebureau bliver nemlig afviklet – det har nu skiftet navn til Afsluttende Projektselskab – mens det nye bureau, MG Stærk, er oprettet af Mediegruppen og lige nu har Mediegruppens folk i bestyrelse og direktion.
“Men det er praktik. Det er meningen, at Steen Stærk skal fungere som direktør for bureauet og også være medejer. Stærk skal håndtere sine kunder som hidtil, og vi skal håndtere vores – men vi skal udnytte hinandens kompetencer,” siger Jacob Ejs.
Der vil være ca. 30 medarbejdere i huset, der rummer en række forskellige kompetencer. Som bureau har Mediegruppen et lidt anderledes udgangspunkt, idet man har en stor magasin-produktion for mange kunder. Det håndteres ud af selskabet Forlaget Mediegruppen, der er et søsterselskab til Mediegruppen Reklamebureau.
“Hertil kommer så Stærk Reklamebureau, der bl.a. har opbygget betydelige online-kompetencer,” siger Jacob Ejs og fortsætter:
“Vi starter måske et andet sted end traditionelle bureauer, men det fører ofte samme sted hen i forhold til at tilrettelægge markedsføring for kunderne.”
Stærk flytter ind hos Mediegruppen inden sommerferien. I den forbindelse har man sagt farvel til fire medarbejdere ud af 12 – heriblandt den tidligere Andersen & Blæsbjerg ejer, Kurt Mousten, der kom til bureauet for nogle måneder siden.
“Vi bringer det bedste fra to verdener sammen i ét kommunikationshus. Vi kommer til at fungere som to bureauer, men vi samler de kreative kræfter og arbejder side om side – til gavn for både os selv og vores respektive kunder,” siger Steen Stærk og fortsætter:
“Med over 30 medarbejdere vil vi kunne agere fleksibelt og professionelt og matche mange forskellige kunder, både offentlige og private virksomheder. Vi kommer, kort sagt, til at stå væsentligt stærkere i et presset marked.”