Velbevaret hemmelighed: T.hansen har skiftet bureau

Shortlisten til Creative Circle Award viser, at det ikke er Uncle, der indsender for T.Hansen. Brandhouse er nomineret for Netto – som dog har brugt Mantra til jubilæumskampagnen.

Short-listen til Creative Circle Award, der blev offentliggjort i går, rummede flere nyheder om bureau-skifter. Som f.eks. Quiksilvers skifte fra Saatchi & Saatchi til Halbye Kaag JWT, som vi fortalte om i går.

Men der er også sket noget hos en markant annoncør som auto-udstyrskæden, T.Hansen

Uncle har tidligere fået stor opmærksomhed med et markant drengerøvsunivers og et “Så kører det for dig”. Kampagnen gjorde sig også bemærket ved flere awardshows – men det er snart nogle år siden, for nu er det Aarhuskontoret, der er nomineret med arbejde for T.hansen.

“Vi har deres taktiske tv-kampagner og radiospots. Det har vi haft lige siden bureauets begyndelse for to år siden,” siger Anders Tranæs, adm. direktør i AarhusKontoret.

Han medgiver, at bureauet er gået stille med dørene, og at det er reelt først er med den aktuelle shortliste, at kundeforholdet meldes lidt bredere ud.

“Vi er ikke gået stort ud med kunden – for ikke at være kæphøje over for det hidtidige bureau, og – nok så væsentligt – fordi vi ikke har papir på hinanden. Vi er ganske vist T.Hansens eneste eksterne samarbejdspartner, og vi har et godt, dagligt samarbejde – men der er ingen formaliseret kontrakt,” siger Anders Tranæs.

AarhusKontoret er på shortlisten for T.Hansen med to arbejder i Radio-kategorien.

Brandhouse er nomineret med tre arbejder for Netto, men her gemmer der sig også en historie. Dog ikke om et bureauskift – Brandhouse er fortsat bureau på Nettos branding og produkt-spots – men den igangværende 30 års jubilæumskampagne er produceret af et andet bureau i form af Mantra.

“Det er der ikke noget mærkeligt i. Vi ser sådan på det, at vi har tre bureauer – Brandhouse, Mantra og Production – og vi veksler gerne lidt mellem dem. Vi mener, det er sundt at få forskellige vinkler på opgaverne og sikrer en stadig innovation,” siger adm. dir. for Netto i Danmark, Morten Kaas, og fortsætter:

“Jubilæumskampagnen skulle bl.a. vinkles op mod nogle flere ting som f.eks. en hjemmeside med 80’er look, mobil-konkurrencer etc. og her kom Mantra med et rigtig godt oplæg, så derfor fik de opgaven.”

Et yderligere blik på kundesiden på Creative Circle Awards shortliste viser desuden en ændring i forhold til sidste år, hvor eksotiske kunder som Body Bio, Knuthenlund, Esrum Sø Æblebrændevin og Dragør Frugt & Grønt gjorde sig gældende på shortlisten.

“Der er færre af den type kunder på listen. Det kunne skyldes, at dommerne har filtreret dem fra, men det er reelt tale om, at bureauerne ikke har indsendt arbejder for dem. Det er nu engang sjovere at gå til awardshow med store kunder end med freestyle-arbejde,” siger David Asmussen, bestyrelsesmedlem i Creative Circle.

Og der er kommet flere store kunder med i konkurrencen, men de store, synlige kampagner er fortsat noget, der i større grad præger eksempelvis svenske awardshows sammenlignet med danske.

“Men jeg vil gerne fremhæve Ikea og Danske Bank. At de er tilstede på shortlisten er en cadeau til de respektive marketingchefer. De er dygtige reklamekøbere. Alle reklamebureauer har interessen i – og evnen til – at levere gode kreative kampagner. Men det, vi ser på shortlisten, er også evnen til at få solgt sin kampagne igennem,” siger David Asmussen.