Velkendt reklamekoncept havde en oplagt social vinkel

Peter Engholm
25@mail.dk

Ikke alle er så heldige at få ”uventede gæster”, så Gevalia støtter Røde Kors’ besøgstjeneste med en halv mio. kr. via specialdesignede kaffeposer.

Hvad byder du … dig selv, når du nok en gang savner gæster?

Gevalias kendte payoff “Hvad byder du uventede gæster?” har en Corporate Social Responsibility-side, der nu kommer til syne via annoncer i aviser og magasiner. Her gør Gevalia nemlig opmærksom på alle de danskere, der sidder i ensomhed – og som kan have glæde af en besøgsven fra Røde Kors.

Beslutningen om at støtte den gode sag træffes af forbrugeren ude i butikkerne, for her står de i alt 500.000 kaffeposer med et Røde Kors-logo, der indikerer, at der for hver solgt pose går en krone til besøgstjenesten.

Og netop butiksdelen er ikke tilfældig, for CSR-initiativet kommer fra OgilvyActivation. Her siger adm. direktør Pia Tandrup Hoelgaard:

“Når det kun kan være Gevalia, der står bag en kampagne som denne, er det fordi, Gevalia altid har været det sociale kaffemærke – kaffen, der forbinder mennesker. Ud fra vores studier er Gevalias kernemålgruppe den almindelige dansker, der har netværket i orden i form af et rigt socialt liv. Og så var det oplagt at spørge til dem, der ikke er så heldigt stillet. Behovet er stort. Der står 1.000 personer på venteliste til Røde Kors’ besøgstjeneste, og hver gang en kampagne gør opmærksom på tjenesten, så kommer der ganske vist mange henvendelser – men halvdelen af dem kommer fra folk, der trænger til en besøgsven”.

Den typiske forbruger vælger mellem 2-3 kaffemærker, og valget træffes via det aktuelle tilbud i butikken. Men frem for at give en rabat saver Gevalia en krone af sin indtægt på Røde Kors-kaffen.

“Rabat og slagtilbud er naturligvis en salgsfremmende aktivitet, men omvendt er salgsfremmende aktiviteter ikke kun her&nu løsninger, men også et spørgsmål om – i tråd med de øvrige kampagneelementer – at bygge og løfte brands. Gevalia ønsker at repræsentere det nære – og når vi fokuserer på ensomhed, der ellers er et tabu i Danmark, kan mærket sammen med forbrugerne gøre en forskel,” siger Pia Tandrup.