Velkommen til to nye blandt reklamebranchens rigeste

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Jimmy Maymann og Claus Moseholm har solgt GoViral for over 500 mio. kr. til amerikanske AOL. Nu skal selskabet søge global ekspansion

Prisskiltet på danskskabte GoViral lød på 96,7 mio. USD, da amerikanskejede AOL i går købte selskabet.

Til dagens kurs svarer det til ca. 525 mio. kr., og det betyder, at de to stiftere – Jimmy Maymann og Claus Moseholm med stærke rødder i reklamebranchen – begge kan sætte et meget betydelig beløb ind på deres bankkonto.

Hvor stort er uoplyst, og Jimmy Maymann har ikke lyst til at uddybe, men et kvalificeret gæt vil være mindst 100 mio. kr. hver. I henhold til deres personlige selskabers regnskaber for 2009 ejer de 29,1 (Jimmy Maymann) og 25,4 pct. (Claus Moseholm) af Go Viral. Det er lig med henholdsvis 152 mio. og 133 mio. kr..

Ejerandelen kan dog være blevet reduceret siden.

Til sammenligning havde Jan Duckert som reklamebranchens rigeste en formue på 108,4 mio. i opgørelsen for 2009 fra Dansk Brancheanalyse. Så de to ikke bare bringer sig i stilling til at komme ind på listen – de bringer sig i stilling til topplaceringer.

Der skal dog knyttes et par forbehold. En tredjedel af købesummen kommer kun til udbetaling, hvis de bliver i selskabet i to år. Desuden er GoViral egentlig ikke et reklamebureau men mere et medieselskab – hvilket i øvrigt er årsagen til, at man har kunnet opnå en så flot købesum.

IT-relaterede medieselskaber handles til andre niveauer end reklamebureauer.

Endelig kan ingen vide, hvor synligt de vil placere deres nye formuer.

Men uanset hvad, så er det et virkelig flot resultat af fem års arbejde. Jimmy Maymann og Claus Moseholm har været fremme i skoene hvad angår den virale udvikling, hvilket også ses af, at Jimmy Maymann i flere år har været med til at åbne Cannes-festivalen med et indlæg om tendenser inden for området.

Både han og Claus Moseholm har således tætte relationer til reklamebranchen. Jimmy Maymann har en fortid hos Leo Burnett og Neo Ideo, som han var med til at stifte, mens Claus Moseholm bl.a. har en fortid hos Home Sweet Home.

“Selvfølgelig er det da fedt at kunne tjene mange penge – men det er også spændende at have kunnet bygge noget, andre vurderer som værdifuldt,” siger Jimmy Maymann, som i øvrigt ikke har planer om at forlade selskabet.

“Jeg har det med at søge noget nyt sådan ca. hver femte år. Men for mig lukker vi med salget et kapitel, mens der starter et nyt, hvor fokus er på at søge at bære GoViral ud globalt. Vi har hele tiden vidst, at det ville kræve et partnerskab eller en køber, og med AOL Europe kom der et attraktivt tilbud – både økonomisk men også i relation til de folk, vi skal arbejde sammen med og mulighederne for at bringe GoViral videre,” siger Jimmy Maymann.

Han kan fortælle, at der var andre interesserede, men at man i sidste fase koncentrerede sig om AOL, fordi selskabet stod som det bedste match.

Han er fratrådt som bestyrelsesformand men har fået ansvaret for den globale ekspansion.

Jimmy Maymann kom ind som direktør i 2007, mens Claus Moseholm sammen med Balder Olrik startede GoViral op i 2005. Balder Olrik er siden udtrådt.

Claus Moseholm fortsætter som client service director med ansvar for de europæiske kunder.

I 2009 solgte man omkring 30 pct. til kapitalfonden Kennel for omkring 50 mio. kr. Kennel har således på to år opnået en forrentning på omkring 200 pct.