Ja, nu har vi afsløret, hvordan filmen ender: At WestJet Airlines har en overraskelse – i form af opfyldte julegaveønsker – klar, når passagererne når bestemmelsesstedet.
WestJet Christmas Miracle: Real-time giving er ifølge Unruly klodens mest delte reklame den seneste uge, 833.000 delinger – and still counting, med ca. 500.000 delinger de seneste 24 timer.
Og på YouTube alene er videoen blevet vist næsten 12,5 mio. gange på 4 dage.
Filmen går da også rent og rørende ind med sit budskab, og man når måske endda også at fundere over, hvad man selv ville have ønsket sig over for den spøjst levende julemand inde i automaten.
Men koblingen mellem flyselskab og opfyldte gaveønsker på bagagebåndet kan måske være svær at finde – i al fald for undertegnede, der sidste sommer ventede forgæves ved bagagebåndet, fordi kufferten fra Cannes ikke var sendt til København, men fløjet til Kiruna nord for polarcirklen.
Nogle gange er det en gave i sig selv, at det er ens bagage, der ruller ud på bagagebåndet.