Verdens største reklamegruppe, engelske WPP Group, lægger ikke fingrene imellem i karakteristikken af 2009.
“Et brutalt år”, lyder det – bl.a. på baggrund af en nedgang i resultat før skat på 16 pct. til 812 mio. Pund (ca. 6,7 mia. kr.).
Sammenlignet med en anden af verdens store reklamegrupper, amerikanske IPG, slap WPP dog relativt godt fra året. IPG kom med regnskab tidligere på ugen og måtte notere et fald i overskud på 42 pct.
WPP kom ud med en omsætning på 37,9 mia. Pund (ca. 312 mia. kr.), hvilket er en fremgang på 3 pct. Bruttoavancen steg med 16 pct. til 8,7 mia. Pund (ca. 72 mia. kr.).
Vurderet på organisk udvikling var der dog tale om et fald på lidt over 8 pct.
WPP’s topchef, Sir Martin Sorrell har tidligere indikeret, at OL i Vancouver, VM i Sydafrika og Asian Games i Kina kan give vækst i 2010 og grupper skriver i et statement:
Vores budgetter for 2010 indikerer en flad organisk vækst med et lidt svagt 1. halvår og et stærkere andet halvår. UK er budgetteret fladt, mens USA viser lidt vækst”.
WPP er også Danmarks ubetinget største gruppe på reklamemarkedet med ejerskab til reklamebureauer som f.eks. Ogilvy og JWT, mediabureauer som Mediacom og Mediaedge:cia samt analyseinstituttet TNS Gallup.
Blandt de store internationale kunder finder man f.eks. Ford og Unilever.