Vertica vinder millionprojekt fra Banedanmark

FiG

Hvor befinder togene sig på et givent tidspunkt. Den information kommunikerer DSB og Arriva – men det er Banedanmark, der skaffer den.

4 millioner beskeder i døgnet. Det er grundlaget for den såkaldte BizTalk fra Banedanmark, og som bruges af DSB og Arriva i forbrugerrettede services som f.eks. Rejseplanen.

Opgaven med at udvikle og supporte BizTalk har netop været i udbud – og budgettet blev vundet af det digitale bureau Vertica. Der er tale om et projekt til mellem 5 og 8 millioner kroner over tre år.

”For at yde optimal kundeservice og have overblik over togdriften, skal Banedanmark vide, hvor alle tog i Danmark befinder sig på alle tidspunkter. Samtlige tog i landet bliver derfor tracket med blandt andet GPS. De mange data om togenes lokationer håndteres af en BizTalk integrationsmotor, der sender og modtager 4 millioner beskeder i døgnet. Denne opgave har vi valgt Vertica til at håndtere”, siger John Vammen, der er it-chef hos Banedanmark.

Udover forbrugerrettede services bruger DSB og Arrivas personale integrationsmotoren til at indrapportere driftsforstyrrelser og se den aktuelle status på togdriften.

Vertica løser blandt andet også integrationsopgaver for Rambøll, Terma og Danish Agro.