Verticportals tager kvantespring i USA

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Køber amerikansk webbureau og forventer at bureauets 22 mand store USA-kontor fordobles. Tiden nærmer sig, hvor bureauet vil være større i USA end i Danmark.

Verticportals har købt det amerikanske digitale bureau, Lapis Digital for et uoplyst beløb.

Bureauets adm. dir., Sebastian Jespersen, karakteriserer det som et kvantespring, der kan føre til en fordobling af Verticportals kontor i New York. Her arbejder der i forvejen 22 medarbejdere.

“Lapis Digital har 35 medarbejdere, men vi kommer ikke til at overtage dem alle. Vi køber navnet, nogle store kunder og overtager nøglemedarbejderne. Der er tale om ganske betydelige aktiviteter, og når vi så får mulighed for at sælge vores øvrige produkter ind til de nye kunder bør potentialet være til, at vi bliver omkring dobbelt så store i New York,” siger Sebastian Jespersen.

Det er først og fremmest tre store kunder, bureauet overtager: MTV Networks, T-Mobile og Casio.

“Vi ser det som en strategisk investering for Verticportals. Kunderne er interessante for os, at komme ind hos, men det er kunder, hvor det tager meget lang tid at komme gennem deres procurement-afdelinger. Så en ting er at kunne skaffe kunderne – noget andet er den tid og de ressourcer, du efterfølgende skal bruge på at komme igennem, og det kommer vi uden om på denne måde” siger Sebastian Jespersen og tilføjer, at Lapis Digital samtidig rummer nogle teknologiske platforme, som er interessante.

Det er også først og fremmest de medarbejdere, der kan disse platforme, som flytter med – det præcise antal er ikke helt på plads endnu.

De resterende medarbejdere i Lapis Digital fortsætter i et nyt selskab med de kunder, som Verticportals ikke har været interesseret i at overtage.

Sælgeren af bureauet er stifteren Asil Toksil, der stammer fra Østrig. Som en del af handlen flytter han med over til Verticportals.

“Det har været vigtigt for os at få ham med,” siger Sebastian Jespersen.

Han vil ikke oplyse prisen, som består af et kontant beløb og en earn-out. Men han fortæller, at Verticportals selv har kunnet finansiere handlen.

“Vi har haft en god periode og har derfor pengene,” siger Sebastian Jespersen.

Verticportas havde i 2009 en bruttoavance på ca. 35 mio. kr., men 2010 kommer til at vise en markant vækst, og når man så lægger købet af Lapis Digital til, begynder en bruttoavance på 100 mio. kr. at være inden for rækkevidde.

Væksten vil være større i USA end i Danmark, og Sebastian Jespersen vurderer, at tidspunktet, hvor New York kontoret bliver større end det danske kontor også nærmer sig.

Asil Toksil er udset til at spille en særlig rolle i den fortsatte udvikling af bureauet i USA.

“Ambitionen er, at vi på et tidspunkt skal åbne et kontor på den amerikanske vestkyst, og at det bliver ham, der kommer til lede dette kontor,” siger Sebastian Jespersen.