Vestas amerikanske megakampagne skabes af free-lance netværk

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Vestas er i gang med at bruge et større trecifret millionbeløb på en reklamekampagne i Nordamerika. Bureau-partner er et dansk baseret free-lance netværk under navnet Bake the Cake.

I takt med at de amerikanske partikonventer er gået i gang, har vindmøllefabrikken Vestas foldet anden bølge af sin store amerikanske reklamekampagne ud. Første bølge startede i april, og der har været nævnt tal – senest i Børsen for et par dage siden – på en halv milliard kroner.

Manager Global Brands, Kasper Jønsson Granat, siger dog, at tallet er for stort. Han vil dog ikke komme nærmere ind på budgettet – ud over, at det er betydeligt.

Til gengæld kan han fortælle, at kampagnen skabes af Vestas selv i samarbejde med et dansk-baseret free-lance netværk, der lyder navnet Bake The Cake.

“PHD i New York hjælper os med medieplanerne, men når det gælder udformningen af kommunikationen sammensætter Bake The Cake et team, der matcher den specifikke opgave”, siger Kasper Jønsson Granat.

Vestas har på et tidspunkt samarbejdet med Wibroe, Duckert & Partners,, men han vil ikke som sådan sige, at dette samarbejde er ophørt.

“Man kan ikke udelukke, at vi på et tidspunkt står med en opgave, der ligger til dem, men i øjeblikket bruger vi mest netværket. Det er mere fleksibelt og vores behov er meget skiftende, så derfor matcher det os bedst”, siger Kasper Jønsson Granat.

Målgruppen for kampagnen er opinionsdannere, men medievalget er ikke rendyrket btb. Der anvendes f.eks. både tv, radio, outdoor og internet.

Bake The Cake er et ca. 4 år gammelt free-lance netværk med Peter Munch Schmidt-Andersen som idemand og Louis Ebler som medstifter. De er begge strateger og Peter Munch har en fortid hos bl.a. Grey og Sylvester Hviid. Louis Ebler har bl.a. været hos Bergsøe 4 og EnVision.

De er fælles om navnet, men har hver deres firma at arbejde ud fra. Peter i København og Louis i Jylland. De håndterer hver deres kunder – f.eks. er Vestas placeret hos Peter Munch – og køber tid hos hinanden efter behov.

Hertil kommer så ca. 25 kreative free-lancere med hver deres specialer, som de sætter sammen i teams efter opgavens karakter.

“Men helt generelt går vi efter aat finde de bedst mulige folk til en opgave. Jeg har f.eks. været ude og trække på nogle af de bedste skrift-designere i verden. Vi søger at være tro mod vores koncept, og derfor har vi hver vores firma og ikke et mere traditionelt firma set-up. Men vi er faktisk i stand til at mande betragteligt op, når det er nødvendigt. vi har f.es. oplevet projekter, hvor vi har haft 35 mand i gang”, fortæller Louis Ebler.

På et punkt har de dog bevæget sig en smule væk fra netværks-tankegangen. De har haft så meget at lave, at de nu har hver en projektleder ansat.