Når man skal købe en gave, kan man gå ind i en butik, hvor gavemodtageren har oprettet en ønskeliste. Men hvorfor kan man ikke gå ind på en hjemmeside og se, hvilke gaver f.eks. et kommende brudepar ønsker sig i forskellige butikker?
Sådan tænkte Brian Petersen for fem år siden. I dag har han sammen med Kasper Refskou Jensen 10 ansatte i virksomheden Addwish, som er en interaktiv ønskeliste.
Det, der startede som et aftenarbejde efter at de to stiftere kom hjem fra deres almindelige arbejde, er nu en fultidsgesjæft fordi de – efter tre et halvt års knokleri ved køkkenbordet – fik fem mio. kroner fra Venturefonden og fem mio. kroner fra Vækstfonden.
”Vi ejer ønskelistemarkedet i Danmark”, siger Brian Petersen til Berlingske. 800 butikker benytter sig pt. af addwish, men drømmene er større end som så.
Også engelske, tyske og svenske butikskæder er begyndt at koble sig på tjenesten, selv enkelte sydafrikanske og amerikanske butikskæder er kommet med. Og det endda uden, at der indtil videre er gjort det helt store salgsarbejde.
Ifølge Brian Petersen vil Addwish i første omgang erobre Europa og til det er ansat en engelsk sælger. Samtidig overvejer de to danske iværksættere at flytte salg og marketing-delen til USA, for at give konceptet endnu større luft under vingerne.
Berlingske Business p. 19.