Vice får ny CEO

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den nye CEO er hentet indefra og den nuværende bliver best.medlem, hvor hun skal arbejde med strategi for virksomhedens største internationale kunder.

På 5 år er Vice vokset fra 5 ansatte i København til 120 i København, 10 i Stockholm og 2 i Oslo.

Og i den periode har man også lanceret sit eget bureau, Virtue, der i sidste uge hentede tre shortlister ved Cannes Lions for kampagnen Like What You Hate for Vice.

Efter fem år i opstarts-mode og med stor vækst skifter Vice nu CEO med baggrund i, at det handler om at konsolidere sin position og sikre en kontrolleret vækst og derfor også kræver nogle andre kompetencer.

“Vi er på rekordtid gået fra at være et nichemedie til at have en markant profil i Danmark. Vi er i dag det største ungdomsmedie i Danmark, vi er konstant citeret som frontløbere i mediebranchen, og producerer noget af det bedste indhold tilgængeligt i dag. Derudover har vi fra grunden bygget et kreativt bureau, der driver kommercielle projekter for kunder i mere end 200 lande fra vores kontorer i København, Stockholm og Oslo,” siger nuværende CEO Frederik Andersen og fortsætter:

”Den vækst er skabt af en voksende skare af dedikerede ildsjæle, der møder med den samme drøm om at være en lille smule bedre i dag end vi var i går. Efter at have stået i spidsen de seneste fem år og have været i konstant start-up mode, er det på tide for mig at overdrage styringen til en, der skal drive virksomheden ind i det næste kapitel.”

Den nye CEO er Anja Agerbo Thomsen, som startede hos Vice i 2016 som commercial director og siden er blevet udnævnt til vice president. Hun kom fra TDC, hvor hun var marketingdirektør.

“Anja har været med på hele vores rejse, indledningsvis som vores første kunde i Virtue, og senest som vice president for vores nordiske kontorer. Hun er en del af vores DNA, har indgående kendskab til hele forretningen og så er hun ikke mindst en fremragende leder, der altid går forrest og formår at samle hele huset, hvorfor jeg har fuldstændig tillid til, at hun er den bedste til at stå for den videre drift og udvikling af Vice og Virtue på tværs af Norden,” siger Frederik Andersen.

Udover at fokusere på stabilitet, skal der også fokus på det organisatoriske og der skal skabes et tæt samarbejde på tværs af landegrænser.

Om sit nye job siger Anja Agerbo, som bliver CEO for Vice Nordic, da Vice Scandinavia samtidig skifter navn til Vice Nordic.

“Det er en meget stor ære at få lov at stå helt i spidsen for den her organisation. Hver eneste dag bliver jeg glad og stolt over at se det indhold vi får skabt, både som medie og for de kunder vi arbejder sammen med i Virtue. Jeg har et stærkt team, der formår at sætte barren lidt højere hele tiden, og min fornemmeste opgave bliver at støtte dem og sikre optimale rammer for hele organisationen.”

Fra CEO til bestyrelsesmedlem
Frederik Andersen bliver arbejdende bestyrelsesmedlem, hvor han skal arbejde med nogle af både Vice’ og Virtues største internationale kunder.