VisitDenmark kampagne flopper på nettet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Oven på skandalen med Mor Karen er Visit Denmark endt i den modsatte grøft. Et ægtepars rejse til København er på nettet foregået i stort set ubemærkethed.

“Kampagnen om Ann og Bill benytter sig af de mest brugte sociale medie platforme, hvor de fleste amerikanere også har deres daglige gang.”

Således forklarer VisitDenmark i en pressemeddelelse fra midt i oktober om en ny kampagne udviklet af Vertic Portals og styret af VisitDenmarks kontor i New York.

Ann og Bill er to animerede figurer, og der har indtil nu været fire episoder, hvor de fortæller, hvor langt de er nået i deres rejseplaner og senere hen på selve rejsen.

Men de har fået lov til at rejse i næsten ubemærkethed, viser tallene.

303 følger dem på månedsbasis på Facebook, 314 følger dem på Twitter, og på Youtube opnåede første episode 2800 visninger. Episode 2, 3 og 4 opnåede hhv. 1400, 2200 og 750 visninger.

Selv om de fleste amerikanere har deres daglige gang på de sociale platforme, så har de altså ikke fundet vej til Ann og Bill. Tallene ville ikke engang være imponerende på det danske marked, og i forhold til det store amerikanske marked ligner det et solidt flop.

Man kan sige, at VisitDenmark nu er endt i den modsatte grøft af den skandaleombruste Mor Karen kampagne fra efteråret sidste år.

Den kampagne, hvor en enlig mor efterlyste faderen til sit barn. Den skabte vældig furore, der rullede hoveder i VisitDenmark, og kampagnen blev stoppet.

Måske var det ikke god kommunikation – men den trak i hvert fald opmærksomhed, bl.a. på YouTube, hvor den i sin korte levetid trak 2,5 mio. visninger.

Ann og Bill træder ingen over tæerne – men får heller ingen opmærksomhed.

Så er spørgsmålet, hvad der er bedst.

Hos VisitDenmark vil man dog ikke afskrive kampagnen som et flop.

“Med Ann & Bill-kampagnen går vi efter 50+ segmentet, en central målgruppe på det amerikanske marked. Kampagnen er en social media-kampagne, der udnytter synergi mellem flere online platforme. Kampagnen løber året ud, og vi forventer en fortsat stigning i brugere og besøgende på hhv. Facebook, Twitter og YouTube. Kampagnen er ikke tænkt som en viral kampagne, der skal nå bredt ud, det vigtigste for os har været at skabe et univers, der kunne give os mulighed for at indbyde vores målgruppe til dialog,” siger Susanne Nordenbæk, der er markedschef i VisitDenmark North America og fortsætter:

“Et vigtigt formål med kampagnen har været at styrke vores database af potentielle amerikanske turister. Allerede nu har mere end 1000 mennesker sagt ja tak til at modtage information og nyheder fra VisitDenmark, og det synes vi er ganske godt på nuværende tidspunkt.”

 Se filmene her