VisitDenmark kampagne markerer 100 dage til Tour de France

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kampagnen skal lokke udenlandske turister til Danmark, mens der er Tour de France. Se filmen her.

Nedtællingen til årets Tour de France er begyndt med 100 dage tilbage til starten i Danmark. Og derfor lanceres kampagnen ‘Detour de France’, som skal få flere tyskere, hollændere, italienere, franskmænd og briter til at holde ferie i Danmark.

Bag kampagnen står Fold7 og Thirsty Film har produceret. Instruktør er Anders Bundgaard.

Fortællingen i filmen, der vises fra i dag og 14 dage frem, er at Tour de France-ryttere har svært ved at holde sig til den fastlagte rute. De bliver lokket på afveje af god mad, smukke landskaber,
spændende arkitektur og kulturhistorie.

”Når verdens største cykelløb rammer Danmark, så har vi en helt unik mulighed for at vise vores særlige danske DNA frem, ligesom den gule folkefest vil få en masse turister til landet. Den chance
skal vi selvfølgelig udnytte, og filmen fra VisitDenmark understreger netop de danske styrker, både når det kommer til vores lækre restauranter, smukke landdistrikter og seværdigheder. Tour de
France er ganske enkelt også en scene for danske virksomheder, og derfor kan jeg slet ikke vente til startskuddet lyder om 100 dage,” siger erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

Kampagnen viser billeder fra de etaper , der foregår i Danmark – København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg – siger adm. direktør i VisitDenmark, Jan Olsen:

”Vi bruger den danske Tour-start til at fortælle historien om Danmark på en ny og humoristisk måde. I kampagnen lader vi en professionel cykelrytter komme på afveje, fordi han lader sig friste
af de mange spændende oplevelser langs de danske etaper. Dermed viser vi, at Danmark ikke kun er et af verdens bedste lande at cykle i, men vi har meget mere at tilbyde,” siger adm. direktør Jan
Olsen, VisitDenmark.

Udover filmen som vises på TV i Tyskland og Holland, samt på YouTube og Faceboook/Instagram i Storbritannien, Frankrig, Italien, Holland og
Tyskland, kommer der fem videoer, som sætter spot på de fem destinationer på de danske etaper.

Det er VisitDenmark, der gennemfører kampagnen i samarbejde med Wonderful Copenhagen, Destination Fjordlandet, Destination Fyn, VisitVejle, Destination Sønderjylland og Le Grand Départ
Sekretariatet.