VisitSweden vælger ungt dansk bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauet er blot fem måneder gammelt og stiftet af en kreativ direktør med en fortid hos både Partners og Umwelt.

I marts tog VisitSweden, svenske regioner og en samarbejdspartner hul på den hidtil største markedsføringsindsats nogensinde – med et budget svarende til 50 mio. kr.

Kampagnen, skabt af norske Los&Co, er imidlertid ikke fyldestgørende, for det er en barmark–indsats, hvilket er den svenske betegnelse for den tid og de steder, hvor jorden ikke er dækket af sne.

Så hvad med vinteren? Her kører VisitSweden en selvstændig indsats og har i den forbindelse været på udkig efter et nyt bureau til at markedsføre Sverige til danskerne. Opgaven var at skabe en ny kommunikationsplatform og et kreativt koncept – som i første omgang skal bruges til at lokke danskerne til at holde en blå-gul vinterferie.

Valget faldt på Baby – et nyt bureau både i eget regi (stiftet midt i november) og i VisitSweden-regi.

VisitSwedens danske Country Manager, Anne Schöldtz Bjerregaard, bruger bureauvalget således:

”Vi havde brug for at retænke vores vinterkampagne, og Baby fangede hurtigt vores behov. De har udviklet en platform og et koncept, der fanger både Sverige og tidsånden på en kreativ måde. Vi ser også, at det er et koncept med store udviklingsmuligheder for fremtiden. Vi er meget entusiastiske omkring vores samarbejde, som har fået en forrygende start. Vi glæder os til at skyde vinterkampagnen i gang til efteråret.”

Hun suppleres af kreativ direktør og ejer af Baby, Rasmus Laumann:

”Jeg har en stor kærlighed til det svenske og har siden min tid hos Acne savnet at arbejde med vores dygtige naboer. Vi er kommet hurtigt i gang og har allerede udviklet den første del af den nye vinterkampagne, som vil blive rullet ud på print og digitale medier til efteråret. Det er kun fem måneder siden, at Baby slog dørene op – og nu har vi vundet endnu en drømmekunde. Vi er meget stolte og taknemmelige.”

Der er ikke tale om et egentligt bureauskifte i forbindelse med den kommende kampagne, snarere om en glidende overgang. For to år siden udviklede Mantra et ”vinter-koncept” til VisitSweden, men sidste sæson var det kun mindre ting, der blev udført.