Visma køber jysk bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Et webbureaus egenudviklede platform var en afgørende årsag til, at softwarevirksomheden Visma valgte at købe sig ind i netop det.

Co3, der ifølge Bureaubiz’ Bureaurapport sidste år havde en bruttoavance på omkring 20 mio. kr., er netop blevet solgt til Visma.

Det betyder, at Co3 ikke længere er i familie med Happy & Co, idet begge bureauer var ejet af IB-Gruppen, som nu har solgt sin andel af Co3 til Visma.

Samtidig har Visma købt nogle af aktierne fra ledergruppen i Co3, således at Visma ejer 75 procent og de fem i ledergruppen nu ejer de resterende 25 procent.

Visma udbyder softwareløsninger til løn og bogholderi gennem Visma Business, Dinero, E-conomic, Dataløn og Multiløn, men vil med opkøbet gerne ind på bureaumarkedet.

»Vi har en klart defineret strategi om at bistå virksomheder med digitaliseringen, og for en stor del af disse er det selvsagt oplagt at digitalisere sine kundekanaler og udnytte de omsætningsmuligheder, der er online«, fortæller Torben Ryttersgaard, adm. direktør for Visma Consulting A/S.

Han fortsætter:

“Grunden til, at vi har købt netop Co3, er at de har en speciel bureauprofil i forhold til de andre bureauer, vi har kigget på. Udover at være et bureau har de deres egen platform til websites og webshops og det betyder, at de har en stærkere it-profil og dermed har mulighed for at lægge mere værdi ind i de services de tilbyder.”

Den platform, Torben Ryttersgaard hentyder til er rammeværktøjet Espresso, som Co3 bygger sine løsninger på, fortæller adm.direktør Christian Søsted Poulsen:

“Vi udvikler webshops, hjemmesider og webløsninger på DynamicWeb, så det er ikke en softwareløsning. Det er et rammeværktøj dvs. templates, moduler og byggeklodser, så vi kan bygge f.eks. en hjemmeside på kortere tid og dermed minimerer antallet af konsulenttimer til programmering. På den måde bruger vi ressourcerne på indhold og strategi, som er det der skaber værdien og ikke teknikken,” siger han til Bureaubiz.

Hos Co3 ser man et stort potentiale i de nye ejere, der skal hjælpe med den fortsatte vækst, som sidste år var på omkring 20 procent.

Visma kan tilføje ressourcer i form af specialistviden til den fortsatte udvikling af Espresso, siger Christian Søsted Poulsen:

”Visma har ca. 200.000 danske kunder, hvilket i sig selv giver oplagte muligheder for Co3, og så har de en usammenlignelig track record, når man ser på væksten hos de selskaber, de har opkøbt gennem de seneste år.”

De fem i ledergruppen, der fortsat ejer 25 procent af Co3 er adm. direktør Christian Søsted Poulsen, kontaktchef Brian Mikkelsen, designchef Flemming Klausen, online marketingchef, Ib Potter og udviklingschef Kevin Steffer. Bureauet, der har 35 medarbejdere, fortsætter med at køre selvstændigt med adresse i Ikast.

Christian Søsted Poulsen (tv) og Torben Ryttersgaard ved kontraktunderskrivelsen i går eftermiddag.