Vivaki henter direktør hos GroupM

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den nye direktør skal lede Vivakis selskab inden for performance marketing.

Performics er Vivaki-gruppens selskab for performance marketing, og dette selskab har nu fået ny direktør.

Han hedder Lars Hessellund og kommer fra et job som Head of Trade Desk hos GroupM.

Han kommer til at referere til Vivakis CEO, Stine Halberg og får ansvar for at lede Performics i Danmark gennemføre de ambitiøse vækstplaner, samt ambitionen om at være førende inden for performance marketing.

“Min vigtigste opgave bliver dels at fastholde den høje standard, der er i Performics, og dels optimere de synergier, der kan skabes i en agil organisation, hvor der er mennesker bag teknologien. Tiden er løbet fra suboptimering og indkøb i vertikaler, det kan alle. Der er her Performics skiller sig ud ved at optimere på tværs af kanalerne og sikre, at de alle spiller sammen og forstærker hinanden, og vi ser at flosklen ”1+1=3” bliver en realitet,” siger Lars Hessellund.

Performics blev startet i 2012 og ledet af Anders Elley frem til udgangen af 2013, hvor han gik videre til Densou Trading Desk.

Ud over GroupM har Lars Hessellund en fortid hos flere digitale bureauer samt TDC.