Af Peter Engholm 25@mail.dk

Hunde, der gør en melodi, er en af de seneste film fra VW. Originalt? Nej. Danske TBWA gjorde det samme i 2009. Men de vil heller ikke tage patent på ideen.

Hunde spillede en fremtrædende rolle i forbindelse med Super Bowl – ja, ikke i selve spillet, men i de mange reklamer. Den mest hypede var The Dog Strikes Back fra Volkswagen – den har på en uge trukket små 8 mio. visninger på YouTube. Et agtværdigt tal, men teaseren til den, The Bark Side, har på to uger rundet de 13 mio. visninger.

Her bjæffer, gør og hyler et dusin hunde sig igennem The Imperial March fra Star Wars-filmene. Ganske effektivt – og den melodi, fremført af menneskets bedste ven, er ikke hørt før, men hunde-melodier er i dén grad set før – også fra dansk side.

TBWA og Attention Film skabte i 2009 en film for Pedigree, Jingle Barks, hvor fire hunde – med en hundedressørs venlige mellemkomst – gør Jingle Bells. Så skulle julestemningen være hjemme. Branchesitet Creativity omtalte forleden trenden med syngende dyr i reklamer, og her blev den danske film også fremhævet.

“Den er foreløbig vist på tv i 14 lande, og hver gang er der kommet flere YouTube-visninger til. Den seneste upload er et par måneder gammel og er blevet vist godt en halv million gange,” siger Paul Clements, kreativ direktør i TBWA.

Han kender godt til The Bark Side fra Volkswagen, men han afviser, at der skulle være tale om plank af bureauets idé.

“Så skulle vi have planket den fra andre. Vi har ikke opfundet den dybe tallerken, men fulgte bare den mega-trend, der var for et par år siden, hvor hundefilm var det helt hotte. Vi havde et lille budget og rådgav Pedigree om denne løsning, da der var mest effekt at hente her. Er man hundeejer, så vil man gerne se denne film,” siger Paul Clements.

Selve ideen og trenden lå ligefor – det besværlige lå i at finde de rette hunde.

“Castingen bestod i at finde hunde, der gøede i det rette toneleje. Vi kunne bare have lavet den i 3D, men når kunden er Pedigree, og når vi kender til hunde, så mente vi, at vi skulle gøre det ægte. Det blev lidt langhåret på den måde,” siger Paul Clements

Han ser et forløb, hvor ideer og trends først vises på nettet for siden at komme på flow-tv. På den måde kan man godt vove det ene øje og forudse kommende træk i Super Bowl-reklamerne:

“Katte er det helt store hit på YouTube lige nu. Og i det lys vil det være naturligt at se netop katte i den kommende tids tv-reklamer,” siger Paul Clements.

Kommentarer

  1. Ahhh, når først der er noget på YouTube der bliver set af mange, SÅ bliver det en megatrend og kan bruges på Fjernsyn. Fjernsyn og EDB er godt nok blevet stort.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club