15 energiselskaber slog for et år siden deres fælles fiberbredbåndsselskab Waoo! fast i en taktisk præget kampagne, som Envision skabte.
Samme bureau står bag en kampagne, der har premiere i morgen. Flere af konkurrenterne har etablerede reklame-universer med nudister (TDC) og havenisser (Viasat), og Waoo! slår igen med spåkoner – tre stk., der alle er spillet af Søren Østergaard.
Det lyder som en blød handske, men der skulle gerne være en hård næve indeni:
“Da den øvrige branche uden om Forbrugerrådet og Waoo! omkring årsskiftet lancerede en varedeklaration på bredbånd, synes vi, det var en god idé … indtil vi fik nærlæst vilkårene. Branchens varedeklaration indeholdt forbehold og formuleringer, som betyder, at forbrugerne ikke har mulighed for at gennemskue hvilken hastighed, de rent faktisk får. Derfor giver vi nu forbrugerne en reel hastighedsgaranti,” siger Anders Christjansen, adm. direktør i Waoo!.
Han suppleres af selskabets markedsdirektør gennem det seneste år, Ole Herstal, der har en fortid som partner hos bl.a. Kunde & Co og Co+Høgh:
“Som virksomhed skal man levere dét, man markedsfører. Og som kunde bør man få overblikket – ikke kun over den reelle hastighed, men også hvad prisen er pr. Mbit. I et humoristisk univers pakker vi vores holdninger ind,” siger Ole Herstal.
Kampagnen går ud på tv, print, online, outdoor – også regionalt fra de enkelte energiselskaber – men to af filmene ses her, Vend Kuglen og Offline, samt hastighedsmåleren, der gør det muligt at holde Waoo! op på sine løfter, idet forbrugerne kan måle hastigheden korrekt på selv hurtige internetforbindelser.