We Love People får to nye kreative direktører

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den ene har været på bureauet i seks år og er forfremmet til posten. Den anden kommer fra prisvindende Liquidminds.

We Love People udvider antallet af kreative direktører fra en til tre. I forvejen er Christina Blak kreativ direktør udover at være den ene af to kvinder i direktionen.

Nu udnævner man yderligere Heidi Volke til kreativ direktør. Hun har været ansat på bureauet i seks år som senior tekstforfatter.

Samtidig ansætter We Love People Olga Bastian som kreativ direktør. Hun har de seneste 10 år været kreativ direktør for Liquidminds.

Liquidminds har vundet mange priser det seneste år for Visit Faroe Islands med kampagnen Sheep View og således også ved Rambuk i sidste uge, hvor de sammen med Sansir DK vandt 3 ud af 9 priser ved årets Rambuk.

Det er ikke første gang, at Heidi Volke og Olga Bastian arbejder sammen. Det har de gjort før på både Bates, Umwelt og BBDO.

Purposedrevet kommunikation skal også ekseveres kreativt
Oprustningen er en naturlig konsekvens af efterspørgsel efter purposedrevet kommunikation.

”Vores kunder søger rådgivning inden for purposedrevet kommunikation, og vi skal føre bevis for, at forretning og formål hænger sammen. Vi tror, at virksomhederne kommer til at forandre verden – og det ligger op til ikke kun strategisk sparring, men også kreativ eksekvering af virksomhedernes holdninger og indsatser,” siger Karina Holm Henriksen, der er adm.dir. i We Love People.

Christina Blak, der fremover får en mere strategisk rolle, supplerer:

”Min og Karinas hovedopgave bliver nu – i såkaldte purpose-labs – at udfordre kundens forretning, mens Heidi Volke og Olga Bastian skal omsætte det til konkret, kreativt output.”

Heidi Volke og Olga Bastian bliver en del af bureauets ledergruppe sammen med procesleder Gry Knoop og Simon Ryhede, der er director digital & social.

Direktionen består af Karina Holm Henriksen og Christina Blak.

We Love People har 23 medarbejdere.