We Love People sætter talentskole på pause

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Samtidig forbereder man et nyt kreativt eksperimentarium. Bureauet undergår store forandringer.

De seneste måneder har budt på flere markante beslutninger hos We Love People. Først kom flytningen fra lokalerne i Vermundsgade til People Group i Vester Farimagsgade.

Siden kom en udskillelse af den del af film-produktionen, der rettede sig mod ikke kommercielle tv-formater. De bliver nu kørt videre i et selskab ejet af tre af medarbejderne.

Og nu kan det så berettes, at We Love People har valgt at sætte sin skole for unge talenter på pause.

Endelig har man også skabt et ny selskab, som under navnet Cosmic People skal være en slags kreativt eksperimentarium.

Nedlæggelsen af en årgang på skolen hænger sammen med flytningen til People Group og har haft den helt konkrete konsekvens, at den nyeste årgang blev fritstillet.

“Vi traf beslutning om flytning og omstrukturering lige i vores skole-optagelsesforløb, så vi valgte at tage al omstrukturering og flytning i en omgang for at give bedst ro og klarhed for både bureau og talenter,” siger adm. dir. Pernille Simmelkiær og fortsætter:

“Talenterne var der derfor kun lige i optagelsesforløbet, men var ikke startet rigtig op. Vi nåede at stoppe alt lige i opstart – mener de var hos os 15-20 dage – og fritstille dem inden deres forløb rigtig startede, så de derfor kunne søge ind på andre uddannelser eller muligheder nu her til start i det nye år.”

Pernille Simmelkiær fortæller videre, at man i People Group også har forskellige ordninger, og at man derfor ønsker at have plads til at tage bestik af, hvordan man bedst arbejder videre med forskellige uddannelses-initiativer i den nye sammenhæng.

Samtidig har We Love People så besluttet at opruste på en anden form for udvikling. Det sker med dannelsen af Cosmic People.

“Her vil vi gå i laboratoriet for hele tiden at søge nye og kosteffektive måder at skabe kreativitet på til vores kunder. Vi kommer til at eksperimentere med kreativitet…både uddannelse, læring, kollektivitet og i det hele taget nye måder at frembringe og sælge kreativitet på. Det er kun lige i sin skabelse, så vi forventer at vende tilbage senere på året med mere nyt,” siger Pernille Simmelkiær og tilføjer:

“Vi ser nu på mulighederne i vores gruppe, i vores eksperimentarium og overvejer hvordan vores bidrag til uddannelse i branchen skal se ud fremover.”

Hun omtaler som nævnt de mange initiativer som en omstrukturering.

“Vi er hele tiden nødt til at se på kunderne og deres behov og tilpasse virksomheden, så den hele tiden er skarp og holder fokus. Så ja vi omstrukturerer,” siger Pernille Simmelkiær.

Går man lidt længere tilbage i 2014, så har bureauet oplevet at miste Telia efter blot et år, hvilket kostede flere afskedigelser. Desuden har den ene af partnerne og medstiftere, Claus Skytte, forladt bureauet.

Endelig har en anden markant kundegevinst fra 2013, Ikea, skabt tvivl om relationen med nogle udtalelser om, at man overveje at finde en anden strategisk partner.