Med en vækst på 38 pct. til en samlet bruttoavance på 900 mio. kr. outperformer de 48 virksomheder i Børsens oversigt over web-branchen andre dele af kommunikations-branchen. Samtidig konstateres det, at en bruttoavance på 900 mio. kr. gør web-branchen til alt muligt andet end en lillebror.
Men listen udstiller samtidig, at der er tale om en vanskeligt definerbar branche. Hvis nogen synes, at reklamebranchen er svær at samle omkring et fællesskab på grund af forskellige kompetencer, så fremstår den dog homogen sammenlignet med web-branchen.
Reklamebranchen er først og fremmest præget af virksomheder, der på tværs af forskellige kompetencer begår sig inden for strategisk rådgivning og kreativ udvikling.
Web-bureauerne i Børsens analyse spænder over bureauer, der kan det samme med fokus på web’en til virksomheder der mere kan karakteriseres som medieudbydere eller salg af reklameplads og virksomheder som måske i virkeligheden hører til blandt it-udbydere.
Det nye stor-bureau Guava har f.eks. betydelige aktiviteter inden for affiliate marketing. AD Pepper Media Danmark er også en virksomhed, der spænder vidt i sit produkt-sortiment. En virksomhed som Mondo tilbyder ud over e-business løsninger også it outsourcing.
Skal man sammenligne med den øvrige kommunikationsbranche, kan man således diskutere, om web-branchen er så stor, som den opgøres til.
Tim Frank Andersen, der er bestyrelsesformand for In2Media og direktør for Brandzation, taler til Børsen om fem forskellige nøglekompetencer, der karakteriserer de forskellige kombattanter i webbranchen: Kreativitet, strategi, teknik, medie og marketing.
I analysen noteres de 48 bureauer til et samlet overskud på 94 mio. kr. Det giver en noget ringere overskudsgrad end de 87 bureauer i Bureaubiz’ analyse. Her var overskudsgraden over 14 pct., mens de 48 bureauer ikke opnår mere end lidt over 10. Desuden var det tale om et faldende overskud i forhold til året før.