Webbureau flytter alle medarbejdere til Berlin

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men kun for en måned. Contentcube har fundet en ny form for investering i organisationen.

Contentcube’s 8 medarbejdere vil i august møde på arbejde helt som normalt og tage telefonen, når den ringer.

Men det vil ikke være helt normalt. For de vil alle befinde sig i Berlin, hvor de på det nærmeste er flyttet i kollektiv med hinanden.

Sagen er, at bureauet så at sige er flyttet til Berlin i hele august. Man har lejet en stor lejlighed, hvor alle kan bo, og booket sig ind i et kontorfællesskab. Telefonien klares via Skype.

“Vi havde tre gode grunde til at tage af sted. Først og fremmest ville vi skabe et stærkt sammenhold og derigennem fastholde vores kernemedarbejdere. Derudover ville motivere vores mearbejdere på en sjov og anderledes måde, og så ville vi skabe en god historie om vores virksomhed, som vi kunne fortælle i vores netværk,” siger direktør Rasmus Viemose.

Han er af familiære årsager ikke selv med, og han vil derfor overvejende være den, der tager vagten herhjemme.

“Hvis der skal holdes møder, så har vi inviteret kunderne til Berlin. Og der er nogen, der har tilkendegivet, at de vil tage mod tilbuddet. Men Berlin er ikke længere væk end, at vi nok skal f holdt de møder, der skal holdes,” siger Rasmus Viemose.

Ud over at bo og arbejde i Berlin i en måned, vil der blive arrangeret nogle forskellige inspirations-ture – bl.a. til kunst-udstillinger.

“Men vi skal også besøge nogle teknologi-virksomheder, som vi synes er meget spændende,” siger Rasmus Viemose og tilføjer, at medarbejderne selv har taget initiativ til arrangementer.

Der er i øvrigt også nogen af dem, hvor kæresterne er med i hele måneden.

“For os er dette også en måde at fejre, at det går godt. Det gælder både kulturelt på bureauet og på bundlinjen,” siger Rasmus Viemose.

Bureauet voksede godt nok i 2009 på bruttoavancen – men ikke nok til, at man kunne komme udenom at skære noget til.