Webdesign på museum

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Reklame kan være flygtigt, webdesign nærmest luftigt: Nye sites dukker op, og gamle forsvinder. Nu kommer det unge medie på museum – til inspiration for bl.a. bureaufolk med net-interesse.

“På mindre end 20 år er internettet blevet et kulturbærende medium, og på den korte tid er der sket en voldsom designudvikling, der allerede nu er behov for at dokumentere”, siger Ida Engholm, der er forskningslektor hos Center for Designforskning, og som står bag initiativet til – så vidt vides – verdens første webmuseum.

På museet kan man se den angiveligt første private hjemmeside, som familien Madsen Smed fabrikerede i 1995. Også Ekstra Bladets site fra 1996 er kommet på museum.

Ida Engholm har haft svært ved at få designs fra bureauer, medier og virksomheder, for det er de færreste, der har gemt deres tidlige design. Og med hensyn til Ekstra-Bladet var sitet ikke gemt på centralt hold – det var grafikeren, der stod bag Ekstra-Bladets design, der havde gemt det på eget initiativ.

Webmuseet åbner i morgen, og det kan virke paradoksalt, at webdesigns skal vises i den fysiske (og analoge) verden, men museet findes også i en online version på www.webmuseum.dk.

Ideen med at have både et fysisk og et virtuelt webdesignmuseum er ifølge Ida Engholm, at man gerne vil vise webforskere, webbureauer og folk i webdesignbranchen den udvikling, der er sket på både hard- og softwaresiden, og sikre, at den ikke bliver glemt.

Således rummer det fysiske museum – ud over webdesigns – også en samling computere.

Man kan selv være med til at gemme webdesigns for eftertiden. Det sker ganske enkelt ved at uploade materialet, som eftertiden så kan beundre – eller i hvert fald beskue.

Webmuseet er en del af Designmuseum Danmark (tidligere Kunstindustrimuseet), der ligger i Bredgade i København – kun et stenkast fra flere bureauer som måske kan bruge frokostpausen på at lade sig inspirere.

Den officielle åbning er på lørdag. Her kan du skrive på Facebook, om du vil deltage i for-premieren allerede i morgen fredag kl. 17.00-20.00.