Winwin i Nørgård M: Større overskud og højere lønninger

Finn Graversen,
journalist

Bureauet har desuden fået bedre og bedre fat i København, der efterhånden udgør tæt på en tredjedel af medarbejderstaben.

I et år, hvor regnskaberne indtil nu afspejler, at det er gået stærkt, er det ikke Nørgård Mikkelsens toplinje-vækst, der træder frem som det mest bemærkelsesværdige. Markedet ser foreløbig ud til at have haft fart på i 2021 og i den sammenhæng er en vækst på 3,2 pct. ikke specielt bemærkelsesværdigt.

Til gengæld er der nogle andre tal, hvor Nørgård Mikkelsen har gjort det godt. Bureauet er kort sagt blevet bedre til at tjene penge, og samtidig har det smittet af på medarbejdernes lønninger.

Væksten på 3,2 pct. svarer til ca. 2 mio. kr. og af dem landede de ca. 1,7 mio. kr. på bindlinjen. Resultat før skat steg således med hele 25,5 pct.

Det er bl.a. et resultat af, at aktiviteten er opnået med gennemsnitligt færre medarbejdere end året før, og derfor steg bruttoavancen pr. medarbejder ganske pænt.

Men samtidig kan medarbejdere også glæde sig over en pæn lønfremgang. I procent hedder den 8,9 pct. og det svarer til, at de gennemsnitligt fik lidt mere end 50.000 kr. mere i lønningsposen i 2021.

Adm. dir. Kasper Kjærsgaard Jensen fremhæver, at bureauet er på en ambitiøs udviklingsrejse, hvor man hele tiden styrker bureauets kompetencer på både eksisterende og nye områder.

Bureauets kernekompetence er udvikling og positionering af stærke brands.

“Her oplever vi også en stigende efterspørgsel. Den øgede digitalisering af kunderejser gør, at mange virksomheder – både BtC og BtB – øger deres fokus på at styrke virksomhedernes brands,” siger Kasper Kjærsgaard Jensen og fremhæver at bureauet kan hjælpe kunderne bredt fra strategi, kreativ udvikling, eksekvering og mediaindrykning, så indsatsen bliver tænkt sammen.

Et eksempel på nyere kompetencer er bevægelsen inden for e-commerce, hvor en stadig større andel foregår på såkaldte markedspladser som Amazon, Zalando, nemlig.com mv.

“Her er det lykkedes Nørgård Mikkelsen at indtage en plads som en af de førende rådgivere i Skandinavien, hvilket også afspejles i bureauets omsætning på området, som vokser med rekordfart. Opgaverne kommer fra eksisterende såvel som nye kunder, der ønsker at udnytte mulighederne for vækst – både indenlands men også i forhold til eksport,” siger Kasper Kjærsgaard Jensen og fortsætter:

“Et andet område hvor vi investerer og oplever stor vækst er inden for business-to-business – og særligt den øgede fokus på at digitalisere hele kunderejsen – ikke bare salget, men også den opsøgende dialog og lead-generering. Her er vi igen i 2021 vokset markant og har fået nye og ambitiøse projekter.”

Endelig fremhæver Kasper Kjærsgaard Jensen, at bureauets københavnske afdeling udvikler sig positivt. Kendskabet er voksende, og afdelingen har i dag 20+ medarbejdere – tæt på en tredjedel af de 65 medarbejdere, som regnskabet lister.

Nøgletal for Nørgård Mikkelsen
Bruttoavance 63,288 mio. kr. +3,2 pct.
Bruttoavance pr. medarbejder 973.662 kr. +11,2 pct.
Lønandel 67,1 (68,5)
Resultat før skat 8,479 mio. kr. +25,5 pct.