WPP Group bliver en tand større i Danmark

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Millward Brown har købt Alsted Research, og øger dermed WPP’s danske analyseforretning.

Sidste år løb WPP Group af med sejren i spillet om en af verdens største analysekoncerner, der i Danmark er repræsenteret ved TNS Gallup.

I forvejen ejede WPP Millward Brown og Research International, men med TNS Gallup blev analysedelen af Danmarks største bureaugruppe betragteligt større.

Nu er der lagt yderligere lidt til forretningen. Millward Brown har nemlig købt Alsted Research, fortæller Børsen i dag.

Der er tale om en kontant handel, hvor Christian Alsted fortsætter som direktør for den kvalitative enhed fire et halvt år frem.

“Jeg trænger både til luftforandring og er nået til den alder, hvor jeg skal tænke på, hvilken fremtid Alsted Research skal have”, siger 58-årige Christian Alsted til avisen.