Yellow Umwelt bag ny kampagne for Carlsberg og DBU

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

I dag lancerer Carlsberg og DBU en kampagne, der inviterer danskerne til at skrive en fodboldsang til dette års VM-slutrunde. Filmen er produceret af Isaac Production sammen med Yellow Umwelt. Se filmen her.

Danskere skal være med til at skrive fodboldsangen, når Herrelandsholdet deltager i dette års VM-slutrunde. Det er i DBU og Carlsberg, der sammen lancerer en kampagne, som inviterer danskerne til sammen med en række kendte kunstnere – Burhan G, Ankerstjerne, Nicolai Seebach og Jarl-Friis Mikkelsen – at give deres input til en sang, der hylder landsholdet.  

Det er Yellow Umwelt, der står bag kampagnen, og som også har udviklet ideen. 

”Da jeg fandt ud af, at én af de helt store fodboldsange, Re-Sepp-ten, blev skrevet sammen med danskerne tilbage i 80’erne, blev jeg faktisk meget rørt. Carlsberg vil netop gerne gøre en forskel sammen danskerne, derfor var det naturligt at lave en version 2.0, og igen spørge danskerne, hvordan vi kan støtte vores alle sammens hold med en ny fodboldsang her til VM. Det er jo helt fantastisk, at vi har fået DBU med på ideen, og at Jarlen, som dengang var med til at skrive Re-Sepp-ten, igen tager danskernes input og skriver teksten sammen med nogle erfarne sangskrivere i form af Ankerstjerne, Burhan G og Nikolaj Seebach,” siger Jakob Bruun, kreativ direktør og partner hos Yellow Umwelt.

Kampagnen består af en film, annoncer i en række danske medier som TV 2 Play, YouTube, SoMe og omslag på BT Metroxpress i dag. Samt en ny hjemmeside,  www.carlsberg.dk/medholdet, hvor danskerne kan give input til, hvad sangen skal handle om. 

Filmen er produceret af Isaac Production sammen med YellowUmwelt og findes i en kort og lang version. Her er den korte:

”Fansene kender spillerne, de er verdensmestre i fællesskabsfølelsen omkring landskampe, og de ved, hvad der skal til for at sætte den helt rigtige stemning til slutrunder. Vi så sidste sommer, hvordan store landskampsoplevelser kan være med til at samle folk som sjældent set før. Derfor er de danske fans også de helt rigtige til opgaven om at bidrage til sangen til Herrelandsholdet, når de igen forhåbentlig skal give os alle sammen fodboldoplevelser ud over det sædvanlige,” siger Martin Ramtung, fankoordinator i DBU.

Carlsberg har sponsoreret Herrelandsholdet siden 1978, men det er første gang, at bryggeriet er med til at lave sangen.

”Som stolt sponsor og fan glæder vi os til at skabe et endnu større engagement og samle danskerne med den nye sang, der skal gøre fanoplevelsen endnu bedre. For uden fans er der ikke meget fest i fodbold – det er dem, der skaber stemningen” siger Christina Aniko Földes, senior brand manager hos Carlsberg.