Så er Cannes Lions for alvor i fuld gang med shortlister at dukke op med print, outdoor og direct på væggene. Der var især trængsel omkring print, men meldingen var hurtig klar fra de fleste Young Creatives: Niveauet i print-kategorien skuffer igen i år.
Der er selvfølgelig gode og flotte ting imellem, men med de overordnede briller på kan man mærke, at print langsomt, men sikkert, bliver et mere nedprioriteret medie i forhold til alternative media og cyber.
Et godt eksempel er en shortlistet annonce for Volkswagen, hvor far er glad, men mor og barn har tisset i bukserne “fordi den er så hurtig, at man bliver bange”.
At denne annonce så kommer fra Crispin Porter, som alle respekterer og ser op til, er blot endnu mere skræmmende.
Derimod bliver media-kategorien stadig mere spændende, og det er i høj grad her, at de fleste anderkendende nik og thumbs-up bliver givet. Især lanceringen af Simpsons the Movie og Halo 3 får et reklame-kækt high five med på vejen.
Om aftenen inviterede de hollandske Young Creatives til stor fest på stranden, og man kan roligt sige, at der blev festet igennem. Men utroligt nok var de fleste på benene (omend vaklende) fra morgenstunden. Det var et foredrag fra Naked i den nye Young Creatives Zone, der havde trukket de unge ud af sengen. Og det var bestemt også kloge ord, der blev serveret til de over 150 fremmødte unge.
Det dansk cyber-team sveder stadig og har deadline kl. 20. I eftermiddag mødes alle 20 danske unge (ekskl. cyber) til petanque-turnering sponseret af Clear Channel, hvor der kæmpes med liv&sjæl, blod&tårer. I aften er der stor fest alle Young Creatives fra alle lande, så de unge kan lære hinanden at kende.