Yousee har hidtil samarbejdet med Ogilvy, når det gælder dialog. Men Ogilvy har også Telia, og i takt med, at Yousee bliver et bredere brand, er det blevet en mere og mere umulig konstellation.
Derfor er TDC gået på jagt efter et nyt bureau til dialog/digital til Yousee. Udgangspunktet er dialog men det område er efterhånden så digitalt, at det i lige så høj grad er et digitalt budget.
Det er TDC-koncernens centrale marketingafdeling, der varetager bureaujagten, og her har man valgt ikke at bruge en konkurrence i søgningen.
“Vi har haft nogle sonderinger og på den baggrund har vi udvalgt to bureauer, som vi finder interessante, og som vi derfor er gået i nærmere dialog med,” siger marketing-direktør, Camilla Ramby og fortsætter:
“Målet er at vælge det ene men i teorien kan vi også vælge begge. Eller ingen, hvis vi ikke kan blive enige med nogen af dem – så alt er i princippet åbent.”
TDC arbejder med en meget løs bureaustruktur, hvor man vil stå frit til at vælge den partner, man mener er bedst til en konkret opgave. Lige nøjagtig på dialog-området vil der dog være tale om et mere fast samarbejde.
“Der er en række opgave inden for dialog – som f.eks. loyalitets-programmer – hvor det er nødvendigt med et mere fast samarbejde for at sikre kontinuiteten. Men det udelukker ikke, at der kan være projekter, hvor vi involverer andre – og ligeledes kan det bureau, vi vælger, også blive involveret i andre TDC-projekter,” siger Camilla Ramby og fortsætter:
“Yousee er ved at udvikle sig til et household-brand, hvor vi arbejder på at krydssælge tv, bredbånd og mobiltelefoni. Dermed bliver der tale om en mere direkte konkurrence til Telia på mobilområdet, og samtidig vil vi også gerne have Yousee-bureauet tættere på TDC – ikke bare på projekter men også ved f.eks. at kunne dele indsigter. Det gjorde det sværere og sværere at arbejde med et bureau, der også arbejder for Telia.”