Yousee vil have mere hjerte i striberne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det hidtidige kreative koncept har givet god genkendelse – men havde behov for mere hjerte. Inspireret af Jan Duckert.

Kabelselskabet Yousee er netop nu i gang med at introducere en ny kreativ platform efter i nogle år at have kørt med et meget grafisk koncept domineret af grønne og gule striber.

” Kampagnerne har over en bred kam levet mere end op til salgsmål og de har tracket flot på budskabsforståelse, afsendererindring og også vores fundamentale personlighedstræk/værdier, herunder begejstring, selvtillid og det at turde være anderledes. Det er derfor ikke et spørgsmål om at lægge afstand til konceptet, og der vil blive tale om en gradvis overgang, hvor vi i denne uge lancerer de to første film”, siger Erik Andersen, der er salgs- og marketing-ansvarlig.

Baggrunden for den kreative udvikling er en erkendelse af, at man har brug for mere hjerte i kommunikationen – inspireret af Jan Duckert fra People Group, som på et møde sagde, at problemet for mange virksomheders kommunikation er 30 cm: fra hjernen til hjertet. Der er derfor arbejdet på at få flere mennesker og situationer ind i film og annoncer.

“Vi må konstatere, at vi er kommet til at kommunikere teknologi for teknologisk. De fleste danskere er lidt forvirrede og ikke særlig interesserede i teknologi. De vil gerne have nogen, der kan tale om teknologi i øjenhøjde”, siger Erik Andersen.

Bag kampagnen står firmaets bureau, Halbye Kaag JWT, der også tilrettelagde stribekonceptet. Desuden har Designit været med i arbejdet. Der kommer to film mere inden sommer og desuden er der tilrettelagt nyt print-materiale, instore, etc.

“Vi er selv meget tilfredse med de ting som vi i samarbejde med bureauerne er kommet op med og som vi er gået i gang med at rulle ud” siger Erik andersen og opstiller målsætningerne således:

– flyt kommunikation fra hjerne til hjerte (citat Jan Duckert)

– tal i øjenhøjde til kunder (fun loving familiy), der er forvirrede over alt den tekniksnak

– bevar den stærke grafiske identitet

– sørg for sammenhæng indenfor samme platform (fx fast formel for nye YouSee tv-spot)

– sørg for sammenhæng mellem platforme

– sikring af høj afsendererindring, budskabsforståelse og taktisk effekt (salg)

– sikring af relevans, produktfordele og brugssituationer

– understøt YouSee personlighedstræk/værdier (anderledes, begejstring, selvtillid, kvalitet, i øjenhøjde)

– levér ind til YouSees kerneløfte: YouSee skaber mere glæde foran skærmene…