Zoologisk Have har valgt to nye bureauer til at hjælpe sig med sin fremtidige markedsføring. Der er tale om &Co og Sepia.
“Der er ikke tale om, at vi har valgt to forskellige bureauer. De har hver sin kompetence, de bor på samme adresse og har evnen til at arbejde sammen, så jeg ser det som et samlet hold, der sammen med mig prioriterer opgaverne”, siger Søren Rønning, der er divisionschef i Zoo.
Han understreger, at der ikke er besluttet en fordeling mellem massekommunikation og dialog – begge dele er højt prioriterede områder – og i øvrigt taler han ikke om dialog-budgetter men samlet set om opbygning af relationer.
Søren Rønning kommer fra et job som marketingchef for Brødrene A&O Johansen, men arbejdede indtil 2006 for Discovery, der bor på samme adresse som Sepia og &Co.
“Så jeg kender dem”, som han udtrykker det.
Zoo har i godt et års tid arbejdet med BBDO, som vandt over Bates Y&R i en konkurrence. Slangebussen, hvor en slange har viklet sig om en bybus, var et af Bates’ bud i konkurrencen, og den ide var så god, at Zoo købte den.
Men i sidste ende blev hverken Bates eller BBDO det fortsættende bureau.
“Jeg har været igennem flere overvejelser om, hvordan vi skal placere vores budget. I den ideelle verden ville vi have et reklame- media-, web- og dialog-bureau, men det er vores budget ikke til, og derfor har vi valgt en løsning, hvor vi har kunnet samle det hele i en konstellation”, siger Søren Rønning og fortsætter:
“Zoo er en selvejende institution, hvor så mange af vores midler som muligt skal kanaliseres ud til vores formål, der handler om dyr og natur. På den måde ønsker vi ikke at være en stor bureaukunde. Det er meget vigtigt, at vores samarbejdspartnere forstår vores situation og kan matche den i deres tilgang til os”.
Søren Rønning understreger videre, at han går efter et samarbejde med stort engagement fra begge sider.
“Jeg forlanger noget commitment og nogle investeringer i samarbejdet, til gengæld kommer jeg med et brand, som er positivt og sympatisk og som er rigtig sjovt at arbejde med for de fleste bureauer, siger Søren Rønning.