Zoomio-boet er købt af konkurrent

Peter Engholm
25@mail.dk

Færre end 10 Zoomio-medarbejdere står til at fortsætte under Apsis-ejerskab. Samtidig står tidl. Zoomio direktør i spidsen for nyt selskab.

I forrige uge blev e-mail marketing-selskabet Zoomio erklæret konkurs, og det førte til en række aggressive tiltag fra konkurrenterne over for selskabets 300-500 kunder.

Konkursboets kurator forventede en hurtig afgørelse og videreførelse af boet, og det er sket nu:

De tilbageværende kunder har fået en ny leverandør – og Zoomios software-rettigheder ny ejer – i form af konkurrenten Apsis, der med egne ord “har erhvervet de væsentligste aktiver såsom software, varemærker og kundadata” fra den danske del af Zoomio.

Men hverken Zoomios software eller hovedparten af Zoomios medarbejdere skal imidlertid forvente nogen fremtid i Apsis. Her forventer adm. direktør, Anders Frankel, over for Markedsforing.dk, at alle kunder med tiden skal over på én platform, nemlig Apsis’, samt at færre end 10 Zoomio-medarbejdere fortsætter hos Apsis.

Andre Zoomio-medarbejdere er i denne tid ved at finde nyt arbejde i bl.a. eCircle, der træder i karakter i disse dage. Selskabets ledes af Per John Jensen, der tidligere har været direktør for – og medstifter af – Zoomio, og han har været ude at hente flere eks-kolleger til selskabet.

I første omgang blev Per John Jensen sat til at stå i spidsen for eCircles “nye markeder” Spanien og Italien. Men med Zoomios nylige konkurs er det naturligt, at der ligeledes sættes fokus på Danmark, lyder ræsonnementet, idet det danske marked for avanceret email-marketing nu står helt åbent.

“Jeg ser frem til at starte eCircle op i Danmark og Norden. Vi har håndplukket markedets bedste folk, som kan levere værdi til kunderne, og netop det at finde de virkeligt dygtige folk er den største hindring i branchen og i særdeleshed, når man skal starte op. Det problem har jeg ikke, fordi jeg har fundet det helt rigtige team allerede nu,” siger Per John Jensen i en pressemeddelelse.

Udover Norden er eCircle repræsenteret i Tyskland, England, Holland, Frankrig, Italien samt Spanien.