Zornig investerede overskuddet

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

De to bureauer under Zornig-navnet kom igennem kriseåret 2009 med sorte tal – med det yderste af neglene. Året blev brugt på at satse på web og dialog.

Egentlig ærgrer det Søren Stemann Beck, direktør og partner i Zornig, at status quo tilsyneladende er kriteriet for at kunne kalde 2009 for et bestået regnskabsår.

Eller sagt på en anden måde: At man skal finde en vis tilfredshed i sorte tal, selv om de er så tætte på røde, som tænkes kan.

Zornig, der består af reklamebureauet Zornig A/S og web- og dialogbureauet Zornig Interactive ApS, kom helskindet igennem 2009, men bruttoavancen skrumpede lidt, og 2008-overskuddet på ca. 2 mio. kr. svandt ind til det rene ingenting – men undgik dog rødt.

“Som alle andre blev vi ramt af lavere aktivitetsniveau hos vores kunder. Men i krisetider bør man ikke skære til, lukke sig inde og vente på bedre tider, men derimod være åben over for nye muligheder. Selvfølgelig fokuserede vi på vores omkostninger, men samtidig satte vi også nye skibe i søen – ved i 2009 at satse yderligere på web- og dialogdelen,” siger Søren Stemann Beck.

Antallet af medarbejdere steg da også fra 16 til 18, og stigningen stod Zornig Interactive for.

I 2010 er bureauet kommet o.k. fra start – ikke katastrofalt, ej heller fest-indbydende fedt – og prognosen lyder også på sorte tal i år, men derfra og til en tilbagevenden til de gode tider fra 2007 og 2008 forventer Søren Stemann Beck ikke.

“Vi skal fortsat kæmpe benhårdt for vores opgaver. Kunderne har et stigende fokus på salg, leads og trafik, men netop denne salgsdrevne tilgang matcher vores profil, og det gør, at jeg ser optimistisk på tingene,” siger Søren Stemann Beck.

Nøgletal for Zornig

  • Bruttoavance 11,931 mio. kr. -5 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 662.833 kr. -15,6 pct.
  • Lønandel 76 (64)
  • Resultat af primær drift 0,047 mio. kr. -97,6 pct.