10 guldkorn fra verdens mest innovative mennesker 2017

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Lad dig inspirere af disse top-100 innovative ledere, hvis kreative arbejde med teknologi, mode, mad og underholdning er med til at forandre verden.

Fast Company har nu offentliggjort sin årlige rangliste over de 100 mest kreative mennesker i 2017. I den forbindelse har mediet sammenfattet 10 gode guidelines, som er inspireret af disse innovative ledere og deres projekter.

1. Løsningsorienteret tænkning
Geopolitik og nationalistiske agendaer presser vestlige byer i stigende grad, hvormed borgmestre i hele verden befinder sig i spændingsfeltet mellem konflikt og mulighed. I denne nye virkelighed er især James Anderson (nr. 1 på listen) fra Bloomberg Philanthropies opsat på, at hjælpe verdens by-ledere med at løse fremtidens problematikker ved hjælp af teknologi, data, networking og deling af fremadseende løsningsforslag lige fra Stockholm til Santa Monica.

Også Roney Hines (nr. 16), direktør for U.S. social impact hos Starbucks, adresserer et af de moderne byers største problemer med sin fremtidsplan om at hyre 10.000 flygtninge fordelt over 75 lande inden år 2022.

2. Hands-on og high-tech mødes
Nutidens produktlandskab sammenblander det højteknologiske med det taktile og skaber på den måde en fornemmelse af fremtiden. Isabel Mahe, Vice President of Wireless Technologies hos Apple, udviklede i denne forbindelse funktioner (såsom den feature at synkronisere med to enheder samtidig), som medførte at tech-gigantens Airpods blev et restordre-hit.

Medstifter af ThirdLove, Heidi Zak (nr. 89), benyttede sig ligeledes af data og computer-vision algoritmer til at gentænke måden hvorpå bh’er er bygget og afmålt imens Lauryn Morris (nr. 37) er hjernen bag Snapchat Spectacles, som både er intuitive og stilfulde.


Snapchat-spectacles. Læs mere om brillerne og deres funktion her

3. Kunstig intelligens er det nye samtaleemne
Amazons AI-funderede personlige assistent Alexa er på det seneste blevet en allestedsnærværende stemme takket være Rohit Prasad (nr. 9) og Toni Reid (nr. 10).

IBM’s Harriet Green (nr. 73), som taler om ’udvidet intelligens’, hjælper virksomheder såsom BMW og North Face med at inkorporere sprog-kontrollerende egenskaber og anden form for smart-service teknologi i deres produkter.

Fremtidens produkter er altså interaktive produkter, der kan forstå, lystre og respondere på forbrugerens kommandoer.

4. Positionering gør en forskel
Phillip Picardi (nr. 36) boostede trafikken på TeenVouge.com ved at positionere sig i forhold til de unge læseres sociale bevidsthed og politiske ståsted, hvilket slog websitets underholdningskanal af pinden, som den mest besøgte.

Og da Tali Gumbiner (nr. 76) og Lizzie Wilson (nr. 77) blev hyret af State Street Advisors til at bringe et stærkt budskab i forbindelse med International Women’s Day, skabte de statuen Fearless Girl, som de anbragte foran Wall Streets famøse tyr. Kunstværket blev et symbol på styrke og selvstændighed.


Statuen ‘Fearless Girl’ med superhelte-posituren er placeret med fronten mod Wall Street tyren.

5. Barmhjertighed har ingen grænser
Velgørenhed er ikke længere forbeholdt nødhjælpsorganisationer, royale og berømtheder. I de senere år er der blusset flere soloprojekter op med det ene formål at hjælpe verdens udsatte.

Eksempelvis bekæmper kokken Massimo Bottura (nr. 24) både hungersnød og madspild ved at udnytte overskydende madvarer fra supermarkeder and restauranter fra hele verden.

Ahmad Denno (nr. 40) er stifter af Eed be Eed (“Hand in Hand”); et arabisktalende site, der fungerer som en kultur- og integrationsguide til syriske flygtninge, der søger tilflugt Tyskland.

6. Der er altid mere at lære
Traditionelle undervisnings- og uddannelsesmetoder udfordres af internettets omnipræsens, som gør det både nemmere og mere tilgængeligt at tilegne sig ny viden uafhængigt af økonomi og klasse.

Anant Agarwals (nr. 68) har skabt det frit tilgængelige læringssite edX, som benyttes af over 11 millioner studerende og tilbyder læringsprogrammer på kandidatniveau, der kan supplere en traditionel universitetsgrad.

Forener man alternative undervisningsmetoder med velgørenhed får man Justin Hall (nr. 56), direktør hos softwareudviklingsvirksomheden Bit Source, som har stablet et kode-akademi på benene. Her undervises forhenværende kulminearbejdere fra Kentucky i at kode, hvilket giver dem mulighed for at foretage et karriereskifte i den nye verdensindustri.


Fra kul til kode.

7. Energi genopfundet
Chief Digital Officer hos GE Power, Ganesh Bell, benytter GE’s Predix dataanalysesoftware til at forbedre effektiviteten af forsyningsvirksomheder – fra atomkraft til naturgas – og hjælper dermed GE Digital med at generere 3,6 milliarder dollars i indtægt.

Jeffrey Grybowski (nr. 99), CEO hos Deepwater Wind, generer til gengæld ren energi fra USA’s første offshore vindmøllepark i det nordøstlige Atlanterhav.

8. Fintech rykker!
Fintech er en sammentrækning af ordene ’financial’ og ’technology’ og relaterer til en branche, som består af virksomheder, der hovedsaligt benytter moderne teknologi og innovation som primære konkurrencestrategi.

Et eksempel på en succesfuld brug af ’fintech’ er Vijay Shekhar Sharmas (nr. 28) app ’Paytm’, som har erstattet Indiens traditionelle kontant-baserede forretningskultur med en mere digital betalingsplatform.

Det samme gælder det Shanghai-baserede forsikringsselskab Zhong An, som under vejledning af COO Wayne Xu (nr. 49), er blevet Kinas første og største online-only forsikringsselskab med svimlende 535 millioner kunder.

9. Det sunde liv skal også være let (tilgængeligt)
Medicinalvirksomhederne sætter priserne på medicin op. Forsikringsselskaberne har strengere og strengere optagelseskrav. Bernie Sanders velfærdsdrømme kuldsejlede i den amerikanske valgkamp. Og umiddelbart efter Donald Trumps indsættelse blev der sat hårdt ind imod Obama Care.

Disse kendsgerninger har fået uafhængige iværksættere og freelancere til at lancere pro bono projekter, der sigter til at bedre det almene helbred og sundhed.

Blandt andet har Dana Lewis (nr. 78) offentliggjort en kode til fri afbenyttelse for diabetikere. Koden fungerer som et lille stykke software, der kan få den sukkersyges glukosemåler og insulinpumpe til at arbejde sammen og på den måde fungere som en ’kunstig bugspytkirtel’.


Først måler glukosemonitoren glukoseniveauet i blodet. Dernæst taster man den målte enhed ind i sin batteridrevne og computerstyrede insulinpumpe, der konstant leder insulin ind i kroppen. Lewis’ kode hjælper disse to apparater med at arbejde sammen, så insulinpumpen selv kan registere glukosemonitorens målinger, hvormed systemet mimer en velfungerende bugspytkirtel.

Professor ved Harvard Medical School Tom Delbanco (nr. 88) har skabt større gennemsigtighed og åbenhed i sundhedssystemet med OpenNotes-bevægelsen, som har givet 13 millioner patienter adgang til deres egne journaler.

Samtidig bestræber Executive Vice President hos CVS Health, Helena Foulkes (nr. 5), sig på at flytte patienter “from sick care to self-care” ved hjælp af blandt andet en farmaci-app og en række wellness produkter, som kan optimere patientplejen.

Nævneværdig er også David Stack (nr. 43) fra Pacira Pharmaceuticals, som har lanceret en ikke-opiat smertebehandling, hvilket reducerer rehabiliteringstiden og afhængighedsrisikoen. 

10. Kunsten at udfolde menneskeligt potentiale
Fra musiker og skuespiller Donald Glover (nr. 8) til forfatter og instruktør Phoebe Waller-Bridge (nr. 48). Kunstnere er i stigende grad begyndt på at sammenblande underholdning, kunst og social ansvarlighed.

Denne udvikling har også gjort sit indtog i forretningsverden, hvor mennesket i stigende grad står centralt positioneret og det er på trods af, at teknologi og videnskab også er i højsæde. Facebooks Vice President of Product Fidji Simo (nr. 2) bemærker, at man som virksomhed derfor bør spørge sin selv: “What is the feeling you want people to have?”