Først købte Republica Konstellation. Nu lukker man den digitale afdeling

Peter Engholm
25@mail.dk

Blot en uge efter den officielle overtagelse af digitalbureauet Konstellation lukker Republica sin egen digitale afdeling – og sletter ‘digital’ i jobtitlerne.

Republica har – med Susanne Lund som adm. direktør – på kort tid markeret sig som et bureau, man bør holde øje med. En kreativ hub er oprettet med en god håndfuld af markante talenter, to nye kreative direktører er kommet til, og digitalbureauet Konstellation er blevet købt.

Konstellation blev reelt overtaget i torsdags, og nu – blot en uge senere – lyder meldingen fra Susanne Lund:

”Vi lukker den digitale afdeling i Republica. Det kan måske virke paradoksalt, når man lige har købt et digitalbureau. Men vi ønsker netop at integrere de digitale kompetencer bredt i bureauet og ikke isolere dem i en digital afdeling,” siger Susanne Lund.

Hun uddyber:

”Hvis vi bevarede vores digitale afdeling, vil det efter min mening være et udtryk for, at vi ikke er helt igennem digitale. Det digitale vil i al fald ikke sømløst være integreret, hvis det var samlet i en afdeling i bureauet.”

Det var – for både Susanne Lund og Konstellations partnere – en forudsætning for Konstellation-købet, at digitalbureauet netop ikke blev et bureau-i-bureauet.

”Frem for at være en naturlig del af bureauet har man ofte set det digitale være noget, der blev koblet på – sidst i processen,” siger Susanne Lund.

For at understrege den digitale integration har Republica ikke blot lukket afdelingen, men også været flittigt i gang med delete-knappen.

”Vi sletter ‘digital’ foran jobtitlerne. Vi har haft digitale projektledere, digitale Art Directors m.m. Nu samler vi alle projektledere – uanset hvor i bureauet, de før har været – i én afdeling. Alle kreative i én afdeling osv. Så vi får inddelt bureauet i rene kompetence-enheder. De eneste digitale folk, vi har siddende sammen, er vores udviklere. Det sker ud fra deres kompetence og ikke selve dét, at de er digitale,” siger Susanne Lund.