Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

3x34 lancerer strategien: Hver tur har sin historie. Marketing manageren har håndplukket tre freelancere, som har hjulpet både med strategi og eksekvering.

Når 3×34 går ud med sin nye strategi i dag, er det tre freelancere, der er håndplukket til opgaven af digital marketing manager i 3×34, Rune Max Hansen, som selv står for koordineringen af opgaverne.

Når det gælder produktionen af reklamefilmen, har der dog været koblet et bureau på.

Mens de to af freelancerne arbejder ud fra deres eget firma, har den tredje et fultidsarbejde i forvejen, men det betyder ikke noget for Rune Max Hansen.

”Jeg ved, at de kan levere de løsninger vi har brug for, for jeg kender dem og har arbejdet sammen med dem. Hvis de var på et bureau, så havde jeg også brugt dem. Det er deres kompetencer, jeg er interesseret i og ikke hvor de arbejder.”

De tre er Thomas Olsen, Jonas Nielsen og Jesper Krüger Søndergaard.

Jonas Nielsen, der arbejder som webkonsulent og Thomas Olsen, der har et fuldtidsjob hos Egmont-ejede Lindhardt & Ringhof, har stået for udviklingen og udrulningen af 3x34s nye online booking-system og skal kontinuerligt stå for optimering af 3x34s site.

Jesper Krüger Søndergaard, der har en baggrund hos Gain Group og Sylvester Hvid er nu selvstændig med netværksbureauet Untied og har i tæt samarbejde med 3×34 udviklet 3x34s nye DNA: ’Hver tur har sin historie’.

Sammen med ledelsen i 3×34 har de kigget på, hvordan transportvirksomhedens brand er blevet opfattet ude hos kunderne og hvordan man kommunikerer til dem.

Adm. dir. Peter Hauge forklarer:

”Vi kiggede på vores kommunikation og fandt ud af, at vi ofte kommunikerer pris. Men der findes billigere alternativer til 3×34 og det er desuden ikke prisen, vi vil være kendt på.”

Sammen med Jesper Søndergaard fandt 3×34 ud af, at der var tre udtryk, der gik igen, når man skulle forklare sin eksistensberettigelse over for kunderne. Det var nem bestilling, tryg transport og god oplevelse.

Udgangspunktet var således godt, fortæller Jesper Krüger Søndergaard:

”Vi fandt ud af, at hele 98% af alle 3x34s kunder er tilfredse. Samtidig kunne vi se, at 3×34 har et højt kendskab. Til gengæld forbandt omverden primært 3×34 med lastbiler, der kørte med brune papkasser.”

Følelser bag transporter

I løsningen om at fortælle, at 3×34 er andet end et firma, der kører rundt med flyttekasser, fandt man ud af, at 3×34 ikke kun transporterer ting. Der er følelser og historier bag enhver transport.

”Her opstod ideen om, at hver tur har sin historie,”, fortæller adm.dir. Peter Hauge.

Resultatet er blevet fire små hverdagsfortællinger med udgangspunkt i ture, som 3×34 bilerne har taget igennem de omkring 40 år siden, som 3×34 har eksisteret.

”Hvis vi kunne kigge ind bag facaden på de mange biler ville vi opleve historien om teenagebarnet der flytter hjemmefra, Emil der bliver student, kæresteparret der flytter sammen, reservedelen til flyvemaskinen der skal frem til tiden, forretningsmandens vigtige forsendelse som ikke må glippe, eller måske bare konfirmationsgaven fra Moster Karen i Thy,” siger Jesper Krüger Søndergaard.

Fire sådanne historier starter i dag med at blive rullet ud på siderne af 35 biler. I næste uge går kampagnen i gang på tv med en reklame, som Signifly har produceret (se den nedenfor), og kampagnen går også på radio og online.

Kampagnen kører i første omgang på tv og radio året ud, men ifølge Peter Hauge er kampagnen udviklet, så man kan fortsætte med universet fremadrettet.

Kommentarer

  1. Fin idé. Og fed detalje med studenterbilens lysegrønne farve. Nu er 3×34 mere en budtransport. LIKE!

  2. Kan også godt lide den grønne bil… men flyttemænd der fortæller historier.. suk… Jeg synes det er lidt søgt. Flyttemændende er da ligeglade med folks historier… er de ikk? for mig handler det nok mest om tryghed.. tryghed for at ens ting bliver behandlet ordentligt og at man får en god behandling hvis der skulle ske noget med flyttegodset…

  3. Det røde hjerteblod bag de grønne biler. Ud af kassen og lige ud ad landevejen.

  4. Enig Lars, den er sød.

    Jeg opfatter ikke at flyttemændene skal til at være ’storytellers’. For mig kommunikerer filmen fint respekt for folks personlige historier. At flyttemændene holder sig pænt i baggrunden, med forståelse for at det der foregår er vigtigt for dem de flytter for. Det er måske nok idealiseret ifht en virkelig 3×34 flytning, men ikke uautentisk. Den lover noget i retning af at ‘vi ikke blander os, men sikrer trygge rammer om en stor forandring i dit liv – og vi venter gerne 2 minutter så I kan kramme farvel’. Det er da så fint.