Rechnitzers mediegrafikerelev udtaget til DM i Skills

Mediegrafikerelev Morten Hansen fra reklamebureauet Rechnitzer i Middelfart er udtaget til den benhårde konkurrence ved DM i Skills i slutningen af januar i Gigantium i Aalborg

Der udtages 1-2 studerende fra hver studieretning på de 7 erhvervsskoler i Danmark til DM i Skills. Alle håndværksfag er repræsenteret, lige fra bagere, anlægsgartnere og murere – og altså også mediegrafikere.

Morten Hansen har været grafikerelev hos Rechnitzer siden 2014. Creative Director Björgvin Guðjónsson:

“Vi spottede hurtigt, at der her var en ung mand med helt særlige evner, og nu har Syddansk Erhvervsskole altså set det samme og udtaget ham til at kæmpe at blive landets bedste.”

Morten skal kæmpe imod 8-10 andre inden for samme felt.

“Jeg glæder mig meget og er rigtig spændt. Det er ikke noget, jeg er gået efter som sådan, så jeg blev meget overrasket over, at det lige var mig, for mange af mine holdkammerater er også meget dygtige”, siger Morten og fortsætter:

“Min lærer mente, at jeg havde chancen for i hvert fald at komme i top 3. Jeg satser selvfølgelig på at yde mit allerbedste, men for mig er det det vigtigste at være med og vise, hvad vi kan inden for mit fag.”

“Morten er for det første udvalgt fordi han simpelthen kan sine ting. Det er altid ham, de andre studerende spørger til råds, hvis de støder på problemer, siger Maj-Ann Risum Andersen, faglærer på Syddansk Erhvervsskole i Odense og fortsætter:

“Og så er han myreflittig. Man kan stole på, at han vil gå til denne opgave for at gøre sit ypperste, og det skal der til, når man vil gå hele vejen. Og det tror jeg faktisk han har muligheden for!”

DM i Skills løber af stablen d. 26. til 28. januar i Gigantium i Aalborg. Arrangørerne regner med, at omkring 600 unge vil kæmpe om hæderen som Danmarks bedste inden for deres fag.