Af Peter Engholm info@bureaubiz.dk

Man kan forestille sig mange traditionelle måder at lancere en babypakke på. Republica og Konstellation fandt en mere kreativ ide - og SuperBrugsen havde modet til at lege med.

Susanne Lund har siden sin tiltrædelse som adm. direktør for Republica været effektiv til at lancere initiativer, der har trukket opmærksomhed til det Coop-ejede bureau. Det er bl.a. sket med den kreative hub, React, og med overtagelsen af Konstellation.

At det også smitter af på arbejdet kan ses i dag, hvor SuperBrugsen varmer op til lanceringen af en gratis babypakke til vordende mødre.

Bleer, babylotion, vådservietter, vaskepulver, dagcreme og hygiejnebind – i en rummelig skuldertaske – kan markedsføres på masser af måder. Og mere traditionelle og taktiske måder.

Lanceringsfilmen er dog en utraditionel løsning, som kreativ direktør i Konstellation & Republica, Clare McNally, introducerer:

”Vi havde en idé om at sætte en babyscanner op ved siden af den almindelige varescanner, hvor man kan tjekke prisen på sine varer – og så se, hvad der skete. Og SuperBrugsen viste modet til at give det en chance.”

En del kunder i SuperBrugsen Matthæusgade, København, havde stor fornøjelse af scanneren – det har Facebook-brugere også: 60.000 har set den på 2 timer, 2300 har trykket Synes-godt-om, Vild-med eller ha-ha. Filmen er blevet delt 560 gange og har fået næsten 300 kommentarer – flertallet stærkt positive.

Martin Dalsgaard Andersen, marketingchef i SuperBrugsen, siger:

”Vi har valgt at introducere den nye babypakke udelukkende via vores egne, primært digitale kanaler. Til gengæld har vi satset på en kreativ præsentation af høj kvalitet, som vi tror, kan blive delt i stort omfang på de sociale medier.”

Han suppleres af Clare McNally:

”Det føltes mærkeligt at sætte en babyscanner op i et supermarked, men det var dejligt at se – og fange – glæden hos de kommende forældre og deres familier. SuperBrugsen sætter en ære i at gøre tingene anderledes for deres kunder – ”Der er en forskel” – og det synes jeg, at filmen lever op til.”

Det kreative team på filmen er Anders Kure og Jette Nørgaard.

Babypakken sælges for 220 kr. Men er man medlem af Coop, er den gratis og kan bestilles via www.superbrugsen.dk/baby.

Kommentarer