Sociale medier er populære hos danske virksomheder

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: De sociale mediers betydning for branding af virksomheder er vokset betydeligt, mener Dansk Industri.

62 procent af de danske virksomheder er i 2014 hoppet på med en profil på et eller flere af de sociale medier. Det viser en undersøgelse som YouGov har udarbejdet.

I 2012 var det 42 procent af virksomhederne, der havde oprettet en side på de sociale medier.

”Stigningen skyldes, at de sociale mediers betydning i forhold til branding af virksomheder, omtale af produkter og rekruttering er vokset meget hurtigt og meget kraftigt. Derfor ved virksomhederne, at det er vigtigt at forholde sig til sociale medier”, siger branchedirektør Lars Wesch fra Dansk Industri til Berlingske Nyhedsbureau.

Hos Lederne, som har fået udarbejdet undersøgelsen, mener det er en naturlig udvikling, at flere og flere virksomheder kommer med på den sociale bølge.

Martin Launey, der er social media manager os Lederne, siger til nyhedsbrevet Lederne Mandag:

”Der er tale om en helt logisk udvikling, som dels afspejler danskernes stigende private brug af sociale medier, dels afspejler det nye mediebillede, hvor nye kanaler overtager pladsen fra især trykte medier. Mange virksomheder har været tilbageholdende med at springe med på toget i løbet af de sociale mediers første leveår, men efterhånden som mediernes position er blevet cementeret, har flere og flere virksomheder forstået, at sociale medier er effektive kanaler til især marketing, kommunikation og PR”.

Det er især Facebook, som er populær hos virksomhederne og det er der en god grund til, mener DI:

”Facebook er for det første det mest populære sociale medie i Danmark. For det andet har vi en række eksempler på, at produkter eller virksomheder kan få en omtale, der breder sig med en enorm hast – enten positivt eller negativt. Derfor er det et medie, mange virksomheder har interesse i, eller hvert fald respekt for”, siger Lars Wesch.

Kilde: BNB, Berlingskes Nyheds Bureau