Årets bureau fyrer 60

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Crispin Porter + Bogusky må skære ned oven på et år, der ellers har budt på markant vækst og megen hæder.

Ingen er fredede i disse økonomisk vanskelige tider. Det amerikanske bureau, Crispin Porter + Bogusky er et af tidens mest succesrige, og oplevede både markant vækst i 2008 (+15 pct.) og megen hæder.

F.eks. blev bureauet her i begyndelsen af året kåret til Årets bureau af hele tre amerikanske fagblade.

Men hæder og ære er ikke lig med, at man kan holde sig fri af den økonomiske krise, og Crispin Porter + Bogusky har nu annonceret, at man bliver nødt til at reducere medarbejdertallet.

Bureauet har 900 ansatte i Miami og Boulder, Colorado, og vil skille sig af med 60 medarbejdere. Bureauet forklarer det med, at budgetter beskæres i stort set alle brancher – men forventer, at det ikke bliver nødvendigt med yderligere reduktioner.

Crispin Porter + Bogusky har bl.a. Microsoft, Burger King, Coca-Cola og VW på kundelisten.