Af Peter Engholm 25@mail.dk

Kromann Reumert er specialister i EU-udbud og vejledte en af byderne i Radio- og tv-nævnets udbud om analogt stop – lige meget hjalp det.

Noget tyder på, at byderne ikke havde en chance i Radio- og tv-nævnets udbud om den 50 mio. kr. store kampagne om lukningen af det analoge sendesignal til næste år.

Anden omgang, der nu er gået i sin afgørende fase, blev nødvendig, fordi samtlige fem bydere i første runde blev afvist på grund af fejl i udfyldelsen af materialet. Nu viser dét sig, at en af byderne havde allieret sig med advokatfirmaet Kromann Reumert, der er specialister i EU-udbud.

Hos Brancheforum Digitale Medier (BDM) bekræfter Allan Bugge, adm. direktør, Bureaubiz’ oplysninger om, at man fik juridisk bistand af firmaet til at håndtere buddet.

“Kromann Reumert er vores advokat og specialister i EU-udbud. De har hjulpet os med vejledning. Og jeg føler, at vi har fået god vejledning”, siger Allan Bugge.

Men god vejledning fra udbuds-specialister hjalp jer ikke igennem Radio- og tv-nævnets udbud …

“Nej, det er rigtigt. Kromann Reumert gav os juridiske vurderinger, og vi sendte et bud ind, som vi mente var korrekt. Men sådan blev det ikke tolket af udbyderen – og det gjaldt de fem bydere i det første udbud: Alle blev afvist”, siger Allan Bugge.

Hvis juridiske specialister ikke kan lirke jer igennem et udbud, så må det være rammerne, som tolkes rigidt …

“Vi indsendte en løsning, der var logisk og praktisk – og som vi i den virkelige verden, branchefolk og reklamefolk, tolkede som normalt. Men måske har vi ikke læst udbudsmaterialet klart nok, eller ikke spurgt tilstrækkeligt ved det informationsmøde, der var ved første udbud”, siger Allan Bugge.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club