Årets lydigste bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Advice, Metaphor og Maxus vandt udbuddet om analogt stop. De fremlagde en forretningsplan – ikke en reklamekampagne, og tænker i involvering af netværker.

“Lydighed er en stor dyd i denne sag,” fastslog Radio- og tv-nævnets sekretariatschef, Erik Nordahl Svendsen, om de bureauer, der deltog i udbuddet om analogt stop – altså overgangen til digitalt tv.

Udbuddet blev kaldt Årets Gyseligste af DRRB-direktør Bjørn Karsholt. Vinderne må følgelig være Årets Lydigste …

“Ja, det kan da godt være. Udbud er en del af gamet – man ka’ li’ det eller la’ vær’. Det skal gå retfærdigt til, og som skatteborger hylder jeg det princip, at der købes bedst og billigst – uanset om der skal lægges asfalt, købes kontormøbler eller kommunikation”, siger Torben Dan Pedersen, direktør og partner i Advice A/S.

Der er to ting, der ifølge Torben Dan Pedersen kendetegner offentlige udbud:

“Det offentlige er generelt ikke gearet til at håndtere den slags, og det er vildt svært at sammenligne kreativitet. Så fremfor at skitsere en reklamekampagne, fremlagde vi en forretningsplan. Med et sekretariat, der driver et forløb, sikrer uddannelse og kontakter forskellige interessenter. Samtidig har vi tænkt involvering af netværker. Analogt stop er nemlig noget, vi er fælles om. Vi skal ud i kommunerne, ud til plejepersonalet, de ældre, familierne, ildsjælene,” siger Torben Dan Pedersen.

Plejepersonale og de ældre – hvorfor lige dem?

“Vi har allerede høstet de lavesthængende frugter. Vi lavede for nylig en undersøgelse, der viste, at 63 pct. af de berørte godt er klar over, hvad der sker i forbindelse med analogt stop. Og vi kan måske hente yderligere 10-15 pct. uden større vanskeligheder. Det er de sidste 25 pct., som kommer til at lægge beslag på 80 pct. af budgettet. Her skal vi ud og banke på døren,” siger Torben Dan Pedersen.

Selv om der i udpræget grad bliver tale om netværkskommunikation, vil der stadig blive bragt mere traditionelle kanaler i spil.

“Informationskampagnen vil også omfatte annoncer, der sætter dagsordenen, og dialog, der skal få folk til at gøre det, der står i annoncerne. Men det ligger fast, at det er en opgave af hidtil uset karakter. Vi er vildt glade og ydmyg på samme tid. Det er et demokrati-projekt,” siger Torben Dan Pedersen.

Demokrati-projekt? Hold op – er det ikke bare tv på en anden måde?

“Den dag, vi mister muligheden for at se fjernsyn, er demokratiet i fare. Tv fastholder og sikrer et demokratiet, og demokratiet kan ikke overleve uden tv. Derfor er det vigtigt at tabe så få som overhovedet muligt,” siger Torben Dan Pedersen

Ifølge en artikel i Børsen i dag er I presset på tiden …

“Selv et folketingsvalg kan dårligt nok holde gryden i kog i tre uger. Vi har over et år. Og i den forbindelse tror jeg, at politikerne undervurderer markedskræfterne – denne proces vil blive understøttet af bl.a. de øvrige spillere på tv-markedet. Og jeg forudser lødig information hele vejen rundt snarere end salg”, siger Torben Dan Pedersen.

Kampagnen indledes sidst på efteråret – under parolen “Vi skal alle kunne se tv”.