Af Asbjørn Jørgensen

DDB har lavet nogle ordentlige herresving i 2011. Kampagner, der har ryddet hylderne ved forårets konkurrencer - og et regnskab med et kæmpeunderskud.

I 2012 skal der tjenes penge og også gerne vindes priser. De to ting er ikke modsætninger – men hænger heller ikke nødvendigvis sammen, mener DDBs adm. Pernille Gjøls-Andersen. Og det kan hun gøre med god grund. 

Hun siger det oven på et år med succesrige kampagner for bl.a. McDonald’s og Krak, der gjorde DDB til årets digitale bureau i DIA og Årets Bureau i CCA her i foråret.

Men også oven på et 2011, der var “et utroligt skidt år regnskabsmæssigt”, som er den betegnelse, hun selv hæfter på 2011-resultatet.

“Vi tabte en større kunde og oplevede generel afmatning på andre kunder. Men den væsentligste årsag er store omstruktureringsomkostninger,” siger hun.

Ifølge økonomidirektør Jens Erenbjerg er de omkostninger især ekstraudgifter til fratrædelse blandt medarbejdere. Altså engangsbeløb, hvor hele udgiften er taget i 2011-regnskabet, så besparelsen ved de færre kolleger slår igennem i hele 2012.

DDB har omkring ti færre medarbejdere nu end i 2011, dvs. 43. Han tilføjer også, at der er igen er kommet overskud i regnskabet i første halvdel af 2012.

Er begyndt at ansætte folk igen

Pernille Gjøls-Andersen kan godt se paradokset i det store underskud samtidig med prisregnen.

“Parallelt med omstruktureringen har vi ændret og rykket os, og haft succes i 2011,” siger hun. Bureauet er faktisk begyndt at opruste på medarbejdersiden igen i takt med nye opgaver.

Kan I godt både tjene penge og vinde priser?

“Ja. Der er ingen modsætning. Men priserne er ikke et mål i sig selv. Vi arbejder på at skabe kreative løsninger, der udvikler kundernes forretning. Det er så heldigvis også noget, der værdsættes i branchen,” siger den adm. direktør.

Og kan ikke lade være med at tilføje, at “vi er lige blevet shortlistet i to konkurrencer i Cannes.”

DDBs turbulente år har også indebåret flere udskiftninger i ledelsen. Senest forlod direktør Kim Jong Andersen bureauet. Pernille Gjøls-Andersen selv har kun siddet på topposten i et halvt år. Hun tog over efter Johnny Henriksen. 

Nøgletal for DDB

  • Bruttoavance 42,515 mio. kr. -9,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 802.170 kr. -14,3 pct.
  • Lønandel 86,5 (65)
  • Resultat af primær drift -7,854 mio. kr. (+2,414 mio. året før)

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club