Af Peter Engholm 25@mail.dk

Søndagsavisen har kåret Nykredit som årets hadereklame. Det er dog en analyse, der kan læses på forskellige måder.

Nykredit og Rasmus Botofts “Blå Bank” hypnose er ifølge danskerne den værste reklame, der kørte over skærmen i 2011.

Sådan konkluderede Søndagsavisen, som op til jul bragte en Top 10 – Årets værste reklamer.

Biva-reklamerne har før været lagt for had, og den opdaterede udgave fortsætter stilen ved at komme ind på en andenplads foran D.E.R.s flomme-strip og Føtex’ sang. Ulf Pilgaard optræder to gange på Top10-listen: Som speaker i D.E.R. og anti-kommunist i Skousen.

Men der kan være god grund til at tage listen – som Søndagsvisen Analyse har lavet sammen med YouGov – med et gran salt. Listen er nemlig fremkommet ved, at Søndagsavisen har udvalgt 15 reklamer og bedt godt 1.000 personer om at pege på de 3 reklamer, som de synes mindst om.

Der er således ikke frit slag på alle hylder, og når Nykredit får scoren 34 pct., så dækker det udelukkende over, at godt hver tredje adspurgte har brugt et af sine krydser på netop denne fra listen.

Opgørelsen differentierer heller ikke – det kan således godt være, at bemeldte Nykredit-reklame ville score tilsvarende højt, hvis panelet var blevet spurgt om “årets bedste reklamer”.  Og hvis man vil være noget for nogen, så risikerer man selvfølgelig også at støde nogen andre. Derfor kan analysen i lige så høj grad vise sig at være et kvalitetsstempel på kampagnen.

Til Søndagsavisen oplyser Niels Petersen, kommunikationsdirektør i Nykredit, at 8-10 pct. førhen pegede på Nykredit som én ud af tre banker – og efter tv-reklamerne er andelen af folk, der kan huske banken, et “pænt stykke over 30 pct.”.

Nykredits egen pre-test fortalte, at “50 pct. syntes, at den var sjov, mens resten ikke var vilde med den”, forklarede kommunikationsdirektøren.

Top 10 – Årets værste reklamer

Kilde: Søndagsavisen & YouGov

  1. Nykredit 34 pct.
  2. Biva 23 pct.
  3. D.E.R. 22 pct.
  4. Føtex 20 pct.
  5. TDC 19 pct.
  6. Waoo 17 pct.
  7. L’easy 15 pct.
  8. Skousen 14 pct.
  9. Spar 13 pct.
  10. Invita 13 pct.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club