Århus i chok: Envision fyrer 37

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Envision beholder Føtex, men produktionen af tilbudsavisen skal foregå under helt andre rammer – den skal bla. flyttes til Vietnam, og det koster hver tredje medarbejder jobbet.

Envision og Føtex har udviklet en model, hvor man kan producere kædens tilbudsavis med færre ressourcer.

Denne umiddelbart lakoniske meddelelse rummer en bombe i den århusianske bureauverden: Envision fyrer 37 ud af 114 medarbejdere.

“Vi er meget berørte over, at vi skal sige farvel til en stor gruppe loyale medarbejdere i løbet af den kommende periode. Men den teknologiske udvikling – og markedskravet om at kunne producere avisen til en markant lavere pris – nødvendiggør dette skridt ,” siger Mona Juul.

Hun understreger, at de 37 medarbejdere både rummer folk, der har haft direkte med produktionen af tilbudsavisen at gøre samt afledte effekter af at blive et noget mindre bureau.

Mona Juul siger videre, at det ikke blot er et spørgsmål om at reducere prisen – der er tale om et helt nyt set-up indeholdende bl.a. autmatiseringer og en udflytning af meget produktion til det 50 pct. Envision-ejede Minh Graphic i Vietnam.

“Jeg ser sådan på det, at vi har tabt en kunde i form af det gamle Føtex og vundet en ny i form af det nye set-up,” siger Mona Juul og tilføjer, at det er en helt ny type samarbejdsaftale baseret på markant andre og mindre krævende forudsætninger, således at Envisions arbejde med Føtex-avisen vil være mindre end tidligere.

Den nye aftale har været under forberedelse igennem et halvt år, men samtidig ser det ud til, at bureauet har været udfordret. I hvert fald giver AdPeople udtryk for, at man har budt på opgaven.

Det strategiske og kreative arbejde med tilbudsavisen vil fortsat blive håndteret hos Envision i Århus.

For den århusianske bureauverden kommer afskedigelserne oven i, at Scanad har indgivet konkursbegæring, og at Recommended for nylig også fyrede folk – i alt 9, der knyttede sig til produktionen.

Og kender man Dansk Supermarked ret, så vil Recommended blive udsat for de samme krav til produktionen af Bilkas avis, som Envision nu har oplevet fra Føtex.

At det PeopleGroup ejede RetailPeople netop nu rekrutterer med henblik på at overtage SuperBest kan næppe opsuge de mange ledige folk.

At der er mangel på job i Århus kan adm. dir. Jens Hansen, Aros Kommunikation, tale med om.

“Vi er et lille bureau og alligevel giver jeg et afslag næsten hver dag. Der kommer også mange nyuddannede til, så det er noget, der mærkes,” siger Jens Hansen.

Selvom det er en trist dag, så er Mona Juul fortrøstningsfuld for fremtiden. Envision er ikke et svækket bureau.

“Vi har gennem længere tid forberedt os på de ændrede markedskrav – og har en klar strategi for vores fremtid. Frem for alt vil vi fastholde vores position som Danmarks førende detailbureau – og det vil vi gøre med et stærkt hold på 77 medarbejdere,” siger Mona Juul og fortsætter:

“Vi har i flere år arbejdet målrettet på en videnbaseret tilgang til vores forretning og vores løsninger. Vi har investeret i ny viden, nye systemer og effektive processer. Vi har sagt farvel til en række ikke-rentable kunder. Og vi har besluttet, at envision skal styrke sin rolle yderligere som en af de ledende aktører i reklamebranchen, når det gælder strategisk kreativitet – ikke mindst inden for kædemarkedsføring, dagligvarer og fødevarer.”