1508-ejerne fik en rigtig god pris for deres bureau

Finn Graversen,
journalist

1508 og søsterbureauet Strømlin er blevet solgt for mindst 75 mio. kr. De to bureauer ejes af 7 personer.

Den svenske IT-koncern, KnowIT, som sidste år købte Creuna, havde i denne uge den store tegnebog oppe på det danske marked. Koncernen købte det digitale bureau 1508 sammen med dets søsterbureau Strømlin formedelst 75 mio. kr. – med mulighed for en bonus på 25 mio. kr.

Pengene er betalt kontant.

Det er mange penge, og selvom der er langt op til nogle af de store handler på bureaumarkedet, så er det faktisk en rigtig god pris. I hvert fald hvis man holder den op mod de økonomiske nøgletal.

Kigger man på et gennemsnit for de senest kendte tre år (2018-20), så havde de to bureauer tilsammen en bruttoavance på ca. 47 mio. kr. og et resultat før skat på ca. 7,3 mio. kr.

Det giver en multipel på 10 i forhold til bundlinjen og den er høj. Normalt handles bureauer til multipler på 5-7 medmindre, der er nogle teknologier eller systemer, der kan skaleres ud på andre markeder.

Det hjælper lidt, hvis man kigger alene på 2020. Her tjente de to bureauer tilsammen ca. 11 mio. kr., og hvis så 2021 er lige så godt eller bedre, så begynder prisen at se mere normal ud. De fleste bureaukøbere vil dog normalt være forsigtige med at værdisætte alene på basis af 1 eller 2 gode år.

KnowIT vil ikke kommentere på værdisætningen ud over, at man “ser et potentiale i forhold til en stærk markedsposition, lederskab og kundeportefølje” samt at bureauerne komplementerer KnowITs danske markedsposition, som udgøres af det tidligere Creuna. (læs mere her)

Da KnowIT købte Creuna ændrede man ret hurtigt navnet. Hvad angår 1508 ser man ud til at ville holde fast i brandet noget længere, mens Strømlin bliver en del af KnowIT med det samme.

Sælgerne udgøres af en partnerkreds, hvor de tre 1508 partnere er i centrum. Det drejer sig om Mikkel Jespersen, Line Rix og Morten Pedersen, der hver ejer knap en tredjedel af 1508, som så ejer mindst 50 pct. af Strømlin.

Herudover ejer Oliver Vassard under 10 pct. af 1508. Og hertil kommer så partnerne i Strømlin, der udgøres af Anton Stonor, Sune Toft og Morten Brandt.

1508 blev stiftet i 2000 af det trekløver, der stadig ejer bureauet, og navnet relaterer sig til datoen, hvor de præsenterede ideen for deres daværende chef, Jesper Højberg Christensen i Advice. Det skulle således have været et fælles projekt, men de kunne ikke blive enige, og derfor fortsatte Mikkel Jespersen, Line Rix og Morten Pedersen med at bygge bureauet uden Jesper Højberg.