16 bureauer kæmper om beskedent budget

Peter Engholm
25@mail.dk

2,5-5 mio. kr. kan være en stor kage, men ikke nødvendigvis når den står til at deles i mange stykker. Københavns Kommunes Miljø- og Teknikforvaltning er dog fortrøstningsfuld på bureauernes vegne.

Kommunikations- og reklameydelser for op mod fem mio. kr. er som udgangspunkt interessant at byde ind på, og det var der mange bureauer, der gjorde, da Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i slutningen af sidste år  havde tre delaftaler i udbud.

20 bureauer blev valgt til at afgive tilbud på kommunikations- og kampagneydelser, markedsføring og reklame, mens 8 bureauer blev indbudt til PR-aftalen og 8 bureauer til Events.

Og selv om forvaltningen frasorterede over halvdelen, da rammeaftalen kom på plads, så er der immervæk 10+3+3 bureauer, der får adgang til et samlet budget, som i udbudsmaterialet er estimeret til at ligge mellem 2,5 og 5 mio. kr.

”Umiddelbart er der tale om en beskedent budget i forhold til antallet af valgte bureauer. Og bureauerne har først skullet anmode om at blive prækvalificeret, siden afgive tilbud og nu skal de 10 bureauer i delaftale 1 så ud i mini-udbud for at få opgaverne,” siger Kirsten Alkjærsig, der er chefkonsulent i DI Videnrådgiverne.

Til det svarer kommunikationschef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Lasse Meldgaard Bloch:

”Lad os nu se, hvad budgettet ender med at blive. Størrelsen afhænger af, hvad forvaltningen får af projektmidler, og der er flere projekter, der står til at blive aktiveret.”

Han tilføjer, at der er valgt 10 bureauer på delaftale 1, fordi aftalen er så bredt dækkende – og som samtidig kræver særlig ekspertise:

”Aftalen omfatter også det digitale felt, så vi har både valgt store spillere og specialister. Hvis jeg var ét af de 10 bureauer, så ville jeg ikke være ked af det – der vil være en god mulighed for at få noget at lave,” siger Lasse Meldgaard Bloch.

Men netop med bredden og specialiseringen burde forvaltningen ifølge Kirsten Alkjærsig have grebet udbuddet anderledes an:

”Ud fra dét, vi ved fra udbudsmaterialet, lægges der op til opgaver, der ligger under udbudsgrænsen – og kun få opgaver, der skulle i udbud. Der ser ud til, at forvaltningen – når nu den søger særlig ekspertise – med fordel kunne have droppet rammeaftalen og i stedet udbudt opgaverne enkeltvis via prækvalifikation,” siger Kirsten Alkjærsig.

Delaftale 2, PR og rådgivning, ligger i modsætning til de to andre delaftaler ikke op til mini-udbud. Her er der i stedet tale om direkte tildeling efter den såkaldte kaskade model.

Her går den givne opgave til 1. leverandøren, og kun hvis denne ikke kan løse opgaven, går den videre til 2. leverandøren.

De valgte bureauer er :

Delaftale 1 – Kommunikations- og kampagneydelser, markedsføring og reklame.

  • Veksø
  • Kommunikations Kompagniet
  • Cowi
  • Rostra Kommunikation og Research
  • 2+1 Idebureau
  • BBDO
  • Hansen Agenda og Konstellation
  • Advice
  • Kadaver
  • Raffinaderiet

Delaftale 2 – PR og rådgivning

  • 1. leverandør: 2+1 Idébureau
  • 2. leverandør: Geelmuyden.Kiese
  • 3. leverandør: Hansen Agenda og Konstellation

Delaftale 3 – Events

  • Wishbone
  • Rostra Kommunikation og Research
  • Operate