2012: Tre bureautyper vandt – tre tabte

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det samlede marked steg med 2,1 pct. men væksten i markedet var ulige fordelt. 2012 blev et trængselsår for reklamebureauer, der nu tjener mindre end de digitale bureauer.

Konjunkturerne har ikke nødvendigvis været gode i 2012. Men det er ikke den eneste forklaring på, at mange bureauer har oplevet et hårdt marked.

Det vidner resultatet i Bureaubiz’ årlige bureaurapport med nøgletal for over 200 bureauer med en samlet bruttoavance på 4,8 mia. kr. om.

Det samlede marked steg med 2,1 pct. Men tallet dækker over, at tre bureautyper gik tilbage – og tre gik frem.

Reklame-, pr- og designbureauer gik alle tilbage, mens digitale, media og dialog-bureauer gik frem.

Selvom reklamebureauerne med et minus på 3,9 pct. i bruttoavance ikke repræsenterer den procentuelt største tilbagegang, så er gruppen den klart største og derfor vejer den tungt. Desuden er listen med store kendte bureaubrands, der i 2012 tabte mere end 10 pct. i bruttoavance betydelig.

  • Bates Y&R -22 pct.
  • DDB -13 pct.
  • Envision -12,2 pct.
  • Hjaltelin Stahl -17,7 pct.
  • LoweFriends -11,3 pct.
  • &Co -16 pct.
  • Nørgård Mikkelsen -24,5 pct.
  • Ogilvy -10,9 pct.
  • Reputation -16,7 pct.
  • Robert/Boisen & Likeminded -15,3 pct.
  • Saatchi & Saatchi -50,5 pct.

Hertil kommer en dramatisk udvikling i indtjeningen. Måske er det ikke så overraskende, at digitale bureauer går frem i bruttoavance, når der er så meget fokus på den digitale verden – men det har i flere år været sådan, at reklamebureauerne økonomisk lå på et højere niveau og var bedre til at tjene penge.

Sådan er det ikke mere.

Reklamebureauernes primære drift faldt med 34,5 pct., mens de digitale bureauers overskud steg med 21,9 pct. Resultatet er, at de digitale bureauer i 2012 havde en overskudsgrad, der var større end reklamebureauernes.

Med resultaterne for 2012 fortsætter mediabureauerne de sidste mange års udvikling, hvor gruppen er blevet stadigt stærkere i forhold til først og fremmest reklamebureauerne. Måske finder man her en af årsagerne til, at fire reklamebureauer med Partners i spidsen i starten af året stiftede deres eget mediabureau under navnet Orchestra.

Men mediabureauerne vokser ikke bare – de er også gode til at tjene penge. Og fremgangen er i et år, hvor det samlede mediemarked ellers er faldet. Mediabureauerne har nu den højeste bruttoavance pr. medarbejder af alle bureautyper.

Digitaliseringen er det store dyr i åbenbaringen. Væksten hos dialog-bureauer er meget trukket af digitalt orienterede bureauer som Wunderman og Responsive, og for alle andre er udfordringen at integrere den digitale verden.

“Vi lever i en spændende tid og tallene viser, at digitaliseringen udfordrer hele bureaustrukturen. Vi skal som designbureau tilføre digitale kompetencer, så vi kan levere hele pakken. Det er helt afgørende, og vi arbejder også på det. F.eks. har vi indgået en alliance med digital implementeringsvirksomheden Propeople,” siger designbureauets Bysteds adm. dir., Bo Søby Kristensen,. Han fortsætter:

“Det samme gælder andre bureautyper. Og når det gælder de digitale bureauer, skal de også kunne levere hele pakken – d.v.s. at de skal opruste på kreative kompetencer. Så der vil i de kommende år komme til at ske mange forandringer på bureaumarkedet.”

Nøgletal for bureaumarkedet 2012

Det samlede marked

  • Bruttoavance 4,795 mia. kr. +2,1 pct.
  • Resultat af primær drift +413, 91 mio. kr. -15,3 pct.
  • Overskudsgrad 8,6 (10,4)

103 reklamebureauer

  • Bruttoavance 2,141 mia. kr. -3,9 pct.
  • Resultat af primær drift +156,218 mio. kr. -35,7 pct.
  • Overskudsgrad 7,3 (10,9)

47 digitale bureauer

  • Bruttoavance 1,244 mia. kr. +13,8 pct.
  • Resultat af primær drift +103,825 mio. kr. +35,8 pct.
  • Overskudsgrad 8,3 (7,0)

30 PR-bureauer

  • Bruttoavance 334,659 mio. kr. -2,9 pct.
  • Resultat af primær drift +30,796 mio. kr. -31,1 pct.
  • Overskudsgrad 9,2 (13,0)

6 dialogbureauer

  • Bruttoavance 163,776 mio. kr. +9,8 pct.
  • Resultat af primær drift +21,096 mio. kr. -11,9 pct.
  • Overskudsgrad 12,9 (16,1)

14 designbureauer

  • Bruttoavance 218,649 mio. kr. -4,2 pct.
  • Resultat af primær drift +17,661 mio. kr. -40,5 pct.
  • Overskudsgrad 8,1 (13,0)

6 mediabureau-grupper

  • Bruttoavance 692,729 mio. kr. +6,0 pct.
  • Resultat før skat +84,314 mio. kr. +18,1 pct.
  • Overskudsgrad 12,2 (10,9)

Den årlige bureaurapport fra Bureaubiz rummer nøgletal for 221 bureauer med en samlet bruttoavance på 4,8 mia. kr. Den udkommer som en trykt publikation og koster 1795 kr. ex. moms og kan bestilles ved at maile finn@bureaubiz.dk.
Nøgletallene omfatter:

  • Bruttoavance
  • Bruttoavance pr. medarbejder
  • Lønandel
  • Gennemsnitlig personaleomkostning
  • Antal Ansatte
  • Resultat af primær drift
  • Overskudsgrad
  • Indtjening pr. medarbejder

Desuden er der en liste over de meste vindende bureauer på basis af resultaterne i 10 forskellige danske og internationale reklamekonkurrencer.